Kulturinstitutionernes Aktivitetsdag er et godt lokalt familietilbud i efterårsferien.
Tag børnene med på skattejagt rundt hos Ringsteds kulturinstitutioner. De lokale kulturinstitutioner gemmer på kulturskatte i form af oplevelser og aktiviteter, som bare venter på, at vi skal opdage dem. Gode kulturoplevelser for hele familien.
Dagen begynder mandag 12. oktober kl. 9.00 i Ringsted Sport Center. Her bliver deltagerne sendt af sted i grupper rundt til de andre kulturinstitutioner. Hvert sted sker der noget særligt i dagens anledning, så du kan regne med at få nogle gode oplevelser med undervejs. Hvert sted skal du finde nogle bogstaver, som skal pusles sammen så det giver mening.
Legeland i Ringsted Sport Center
Det er sjovt at lege og bevæge sig. I Ringsted Sport Center er der legeland med hoppepuder og hoppeborge, hvor børnene kan boltre sig, inden de skal videre til de andre kulturtilbud i området. Legen kan fortsætte efter rundturen. Legeland er åbent fra kl. 9.00 – 9.15, og igen fra kl. 11.30 – 12.00.
Kartoffelferie tema på Ringsted Museum & Arkiv
I gamle dage blev efterårsferien kaldt kartoffelferie. Børnene havde nemlig ikke fri fra skole for at slappe af. I stedet skulle de med ud at samle kartofler på marken. Hårdt og slidsomt arbejde på de ofte fedtede marker, men til gengæld var der dejlige kartofler til aftensmaden hele vinteren.
På Ringsted Museum & Arkiv bliver familierne ikke sendt i marken, men får lov at lege med kartoflerne. Der bliver afholdt kartoffelvæddeløb, kartoffelbowling og leget andre gode kartoffellege. I det kreative værksted ligger kartofler klar til at blive sjove figurer og kartoffeldyr. Hør og læs mere om kartoflen i en lille udstilling på museet. Hvor kommer den fra, hvorfor hedder det kartoffeltysker, og hvorfor befalede kongen sine undersåtter at dyrke kartofler under trussel om afskæring af næse og øre.
Naturvidenskab og vulkanshow Ringsted Bibliotek
På biblioteket kommer der besøg fra Skoletjenesten SCIENCE og SUND – Københavns Universitet. Det er Ann og Stig, der er studerende på geologi og geografi, som fortæller om vulkaners opbygning, hvordan lava opfører sig og hvordan sten bliver dannet.
Undrer du dig også over hvordan sten bliver dannet? Eller hvorfor der findes så mange forskellige vulkaner? Så kom og hør, når de fortæller om vulkanudbrud og egenskaberne ved lava, hvor du kan få lov til at røre ved ægte lavasten. De laver også forsøg med sirup som skal illustrere lava, og fortælle noget teori omkring det.
Musik og bevægelse på Musik- og Kulturskolen
På Kulturinstitutionernes Aktivitetsdag byder Ringsted Musik- og Kulturskole på musik og bevægelse med Jane Okine. Musikalske aktiviteter er overskriften for Jane Okines mangfoldige gøremål.
På Ringsted Musik- og Kulturskolen har det i mange år været danserne i Ringsted Street Parade der har profiteret Jane Okine kunnen. Hendes fagområder dækker leg og bevægelse, sang og dans, slagtøj og stomp i mange forskellige kombinationer og for alle aldersgrupper. Som assistent har Jane Okine denne dag trommeslageren Bertil Pyndt Jonsén, der nok skal hjælpe til så alle kan holde rytmen. Så både børn og voksne der deltager i Kulturinstitutionernes Aktivitetsdag kan se frem til et spændende og fornøjeligt indslag på Ringsted Musik- og Kulturskole.
Præmier til alle kulturskattejægere
Afslutningen på skattejagten bliver i Gymnastikhuset kl. 13.15 – 14.00, hvor ”leg og bevægelse” fra Ringsted Idrætsforening står for underholdningen. Der er præmier til alle, der har gennemført turen og fundet alle bogstaverne. ”Skatten” er fribilletter, der gælder til Ringsted Svømmeland i tidsrummet kl. 14.00 – 17.00 i efterårsferien(uge 42).
Tilmelding
Det er gratis for hele familien at være med. Børn fyldt 13 år kan deltage uden voksne ledsagere. Tilmelding kan ske på www.ringstedbib.dk eller på telefon 5762 7001.
Tilmelding senest torsdag 8. oktober.
Uden mad og drikke duer helten ikke
Man kan spise sin medbragte mad i Ringsted Sport Centers café eller købe frokost i caféen. Maden kan bestilles inden skattejagten starter, så den er klar, når deltagerne kommer tilbage ved middagstid.
Kulturinstitutionernes Aktivitetsdag 2015 er et samarbejde mellem Ringsted Musik- og Kulturskole, Ringsted Museum og Arkiv, Ringsted Sport Center samt Ringsted Bibliotek og Borgerservice.