Sejr, skydetelt og udvisnings helvede!
Hele 15 mål og intet mindre end 23 udvisnings minutter!
Der var knald på i går lørdag i Dansk Kabel TV Arena, hvor Benløse Floorball sendte Aalborg Floorball retur til Nordjylland med en snitter på 11-4.
Der gik lang tid, før Benløse fik hul på bylden
Gæsterne fra AaB fik lov til at komme i front efter et fælt kiks i egen zone. Alligevel lå det ligesom i kortene, at det ville ende lykkeligt for Midtsjællænderne – og det gjorde det da også.
Efter halvdelen af kampen, ja faktisk efter de to første perioder, var der tale om en helt normal kamp. Benløse førte med 5 – 2.
Vanvittige 15 udvisnings minutter i 3 periode
Men så tog fanden ellers ved begivenhederne i tredje periode, hvor kampen blev krydret med yderligere otte mål og vanvittige 15 udvisnings minutter. Folkene ved dommerbordet, der noterer kampens hændelser, var ved at få skrivekrampe!
På banen var Benløse klart bedst over de 60 minutter, men AaB viste i momenter nogle af de takter, der gav en sejr i bundopgøret mod Vanløse på 9 – 5 forrige weekend.
To af de nordjyske mål var dog deciderede foræringer, men det går lige op med de gange, Aalborgensrene tordnede bolden på overliggeren bag Benløse-keeper Emil Lindström.
Han blev i øvrigt noteret for en sjælden målmands-assist, da han fandt Joachim Søhof med et langt udkast, og den 18-årige angriber kunne let prikke bolden i kassen for anden gang til slutresultatet 11 – 4.
6 udvisninger til Benløse
Der var adskillige gode momenter i Benløses spil, men seks udvisninger, heraf fire i sidste periode, var alt for mange. Til gengæld var der spilletid til hele truppen på en dag, hvor sejren aldrig kom i fare.
“Det var ikke kønt hele vejen, men vi vandt klart, og de tre point var et krav. Det er vigtigt at fortsætte sejrstimen, og det er også målet på fredag, hvor turen går til Vanløse” sagde Benløses anfører Niklas Elfving efter kampen.