Alle inviteres til at designe logo til Ringsted UNICEF By 2016.
I 2016 er Ringsted Kommune udpeget til at være UNICEF By
Det betyder, at hele kommunen i løbet af året samler penge ind til et specifikt hjælpeprojekt, der er udvalgt i samarbejde med UNICEF. Borgerne inviteres nu til at komme med deres bud på, hvordan et logo til brug i forbindelse med projektet kan se ud.
Ringsted på landkortet
Ringsted Kommune har takket ja til at blive UNICEF By for at støtte den gode sag, og fordi det er en god måde at lære kommunens egne børn og unge om UNICEFs arbejde og de vilkår, som børn vokser op under andre steder i verden. Samtidig er det også en god mulighed for at sætte Ringsted på landkortet, for at give borgere og besøgende en række gode oplevelser – og ikke mindst for at samle hele kommunen om et fælles projekt.
Teamet er Vand & Sanitet
Byrådet i Ringsted har besluttet, at temaet for Ringsted UNICEF By 2016 bliver vand og sanitet. Det betyder helt konkret, at vi i Ringsted Kommune kommer til at samle ind til et UNICEF-projekt, der skal sikre rent drikkevand og toiletforhold på skoler i det sydøstasiatiske land Myanmar – også kendt som Burma.
Design et logo og vind billetter til Ringsted Kongrescenter
I forbindelse med at Ringsted Kommune skal være UNICEF By, skal der udvikles et logo til brug ved aktiviteter i forbindelse med projektet.
”UNICEF By projektet er et fælles projekt for hele kommunen, og derfor ønsker vi at involvere borgerne fra starten af projektet – helt konkret i udviklingen af det nye UNICEF By logo.” siger Borgmester Henrik Hvidesten.
Alle borgere – store som små – inviteres derfor til at komme med et bud på, hvordan det nye logo skal se ud. Logoet kan laves som en tegning, en grafik eller noget helt tredje og skal være inspireret af temaet vand og børn.
Vinderlogoet premieres med 4 billetter til Ringsted Kongrescenter. Konkurrencen løber frem til den 12. november. Man kan læse mere om konkurrencebetingelserne og hvordan man deltager på Ringsted Kommune
Lokal grafiker donerer logo til den gode sag
Den lokale grafiker Birgitte Hansen fra Bonus Design har tilbudt at donere et logo til projektet og vil derfor fortolke og rentegne vinderlogoet, så det kan anvendes grafisk i forbindelse med projektet.