Lygte- og reflekskampagne fra 1. november.
Nu lærer skolebørn om lys i trafikken i Ringsted Kommune. En hel børneårgang skal lære at cykle med lys på. Det er målet for lygte- og reflekskampagne, der skydes i gang lørdag 1. november.
Når vi skal hjem fra skole og arbejde er det betragteligt mørkere. Det skyldes, at uret er stillet en time tilbage, og inden længe er dagen så kort, at man skal have lygter på cyklen både til og fra skole.
Landsdækkende refleks- og lygtekampagne
Derfor skyder Cyklistforbundet ,TrygFonden og Rigspolitiet en landsdækkende refleks- og lygtekampagne i gang. LYS PÅ med Ludvig hedder kampagnen, og 41.000 elever fra landets 3.-5. klasser er tilmeldt.
Målet med kampagnen er, at en hel børneårgang skal deltage og lære, hvor vigtigt det er med lys på cyklen.
“Lys på cyklen er afgørende for børns sikkerhed i trafikken i de mørke tider, og med denne kampagne vil vi lære børn at bruge lygter selv. Vi går derfor efter netop den alder, hvor mange børn begynder at cykle alene i trafikken, og vi håber, at lys på cyklen bliver en naturlig del af cykelrutinen. Vi når ud til næsten halvdelen af en årgang med kampagnen, så effekten er virkelig stor, hvis de tager det til sig”: udtaler kampagnechef Maria Bech.
Hvornår skal man have lys på i Ringsted?
Ifølge lygteloven skal der være lys på cyklen fra solnedgang til solopgang og i usigtbart vejr. På mandag 2. november er det altså før kl. 8.20 og efter kl. 17.32, at lygterne skal tændes, hvis man bor i Ringsted Kommune. Men frem til den 21. december bliver dagene kortere og lygtetændingstiden længere.
“Det kommer ofte bag på os, at mørket rammer allerede om eftermiddagen, når vi går over til vintertid. Så kampagnen er også en reminder til hele familien om, at lygterne skal findes frem eller købes, nu hvor lygtetændingstiden begynder at omfatte de tidspunkter på dagen, hvor vi typisk bruger cyklen”, siger Maria Bech.
Reflekser deles ud ved skoler
Kampagnen starter 1. november, men i Ringsted er LYS PÅ med Ludvig allerede skudt i gang mandag 26. oktober, hvor der blev uddelt gratis reflekser ved skolerne.
Refleks eventen skal minde børn og forældre om, at det igen er blevet tid til at tænde lygterne og huske reflekserne – hver dag.
Sådan fungerer LYS PÅ med Ludvig
Cyklistforbundet sætter hvert år fokus på lygter og reflekser i kampagnen LYS PÅ med Ludvig. Kampagnen afvikles fra 1. – 30. november og henvender sig til folkeskolens 4. klasser. Kampagnen øger børns viden om synlighed og sikkerhed i trafikken. Det sker gennem et undervisningsforløb med fokus på vigtigheden af lys og reflekser på cyklen og i trafikken.
Læs mere om kampagnen: www.lyspaa.dk