Sundhedskonsulent besøgte 6. klasse på Valdemarskolen, som led i Fødevareministeriets Nøglehulskampagne, der løber i uge 43 og 44.
Her var der afsat 10 minutter i starten af timen til, at sundhedskonsulenten kort kunne informere eleverne om Nøglehullet. Eleverne har et godt kendskab til Nøglehullet og en stor del af dem ved også godt, hvad mærket står for. Der blev uddelt badges, tatoveringer og brochurer til stor glæde for eleverne.
9 ud af 10 spiser for meget salt
Undersøgelser viser, at vi får for meget salt.
Faktisk spiser 9 ud af 10 danskere mere end anbefalingerne. Det gennemsnitlige saltindtag for danske mænd er 9-11 gram pr. dag, mens det for kvindernes vedkommende er 7-8 gram. De officielle anbefalinger er 5-6 gram pr. dag.
For meget salt = forhøjet blodtryk
Indtagelse af for meget salt medfører forhøjet blodtryk, men kan også have betydning for udvikling af hjertekarsygdom. Forhøjet blodtryk er et skjult samfundsproblem og data fra screeningsundersøgelser af den voksne danske befolkning viser, at 38 % af befolkningen har forhøjet blodtryk. Så der er god grund til at holde igen med saltet og holde øje med nøglehullet i oktober.
Nøglehulsmærket
Nøglehullet er Fødevareministeriets officielle ernæringsmærke, der gør det nemmere at vælge sunde fødevarer. Nøglehulsmærkede fødevarer lever op til et eller flere krav for indholdet af fedt, sukker, salt eller kostfibre og derfor gør Nøglehullet det nemt at vælge sundere og bruge de officielle kostråd i hverdagen.
Nøglehullet findes på mælk, yoghurt, olie, fisk, kylling, nogle færdigretter, frugt, bær, grønsager, brød, mysli, pasta og mel.