På trods af skærpede lovkrav er forskellen på godkendte cykellygter stadig enorm.
Følg ekspertens råd til, hvilke lygter du skal vælge ud fra dit kørselsmønster.
Morgenerne er blevet mørke, og det er tid til igen at finde cykellygterne frem. Men lyser de gamle, pålidelige lygter kraftigt nok til at overholde kravene, eller er det tid til at investere i nogle nye og samtidig øge synligheden i trafikken?
Hvilke lygter passer til dit behov?
“For tre år siden blev bekendtgørelsen vedrørende cykellygter strammet, hvilket betød et farvel til de små lygter, der dingler i en elastik, samt et krav om, at både for- og baglygter skal kunne ses på 300 meters afstand” oplyser Claus Sander Nielsen, ejer Fri BikeShop i Nørregade, Ringsted.
“Du kan sagtens købe lygter for en slik, men cyklister skal bare vide, at der er forskel på godkendte lygter. Det afgørende punkt er, om du udelukkende kører i byen, hvor der er gadelamper, eller om du også bevæger dig ud på veje uden cykelstier og ordentlig belysning. På landevejen er cyklister meget mere udsat, hvilket kræver lygter, der er kraftige. I byen kan man nøjes med mindre. Som blød trafikant kan man næsten ikke blive synlig nok, og jeg ville i hvert fald ikke sende mit barn ud i trafikken med et sæt billige lygter” fortæller Claus Sander Nielsen.
Kend dit behov
Udbuddet af godkendte cykellygter er stort og kan være direkte forvirrende. Hos Fri BikeShop i Ringsted er det lygtesæt i mellemklassen til omkring 400 kroner, der er mest efterspurgt.
“Der findes lygter lige fra de helt simple, der kun akkurat lever op til loven, til ekstreme mountainbikelygter, der lyser kraftigere end en billygte. Enhver cyklist skal klarlægge sit behov, før lygterne købes. Skal lygterne kun sørge for, at du bliver set, eller skal de oplyse vejen? Husker du altid at få dem med, eller skal du vælge nogle fastmonterede? Det skal du have styr på inden et køb”, opfordrer Claus Sander Nielsen.
Forlygte og baglygte er minimum
En almindelig cykel skal udstyres med mindst én forlygte og mindst én baglygte. De skal være monteret på cyklen, så cyklister kan altså ikke nøjes med at stikke lygten i baglommen.
På ladcykler, der er bredere end en meter, skal der monteres to baglygter med mindst 60 centimeters afstand. Alle cykler skal have lys på fra solnedgang til solopgang – og derudover også i tåge, regn og kraftigt snevejr, hvor sigtbarheden falder.
Fri BikeShop, Ringsted forhandler børne-, hverdags- og motionistcykler i alle prisklasser samt et bredt udvalg af tilbehør og cykeltøj.
Din lokale Fri Bikeshop er beliggende i Nørregade 34.