Læg et julebudget og pas på dyre julelån

Med et julebudget og en kritisk indstilling til dyre julelån er du godt på vej til at få en glædelig jul uden økonomiske tømmermænd i januar.

 

 ”Julen varer længe – koster mange penge”. Sådan lyder det i julesangen ”Højt fra træets grønne top”, og den er faktisk god nok: I julen svinger vi dankortet 15-20 pct. mere end normalt.

Og det er da også helt almindeligt og forståeligt, at man bruger lidt ekstra penge på julen, mener filialdirektør Helle Høgbjerg Bang i Arbejdernes Landsbank i Ringsted.

En god måde at gardere sig mod økonomiske tømmermænd efter julen er ved at lægge et julebudget, som du kan holde – også når du er ude at købe gaverne.

 

”Et samlet julegavebudget er et rigtig godt sted at starte. Og jo tidligere, du køber gaverne, jo lettere er det at holde budgettet. Mange danskere køber julegaver i de sidste to uger før jul, og så man nemt forfalde til impulsindkøb. Men du møder sjældent de gode tilbud lige inden jul,” siger Helle Høgsbjerg Bang fra Arbejdernes Landsbank.

 

Er du i god tid med julegaverne, skal du være opmærksom på butikkens bytteregler. Købeloven giver dig nemlig ikke ret til at bytte en vare, der er købt i en fysisk butik. Mange butikker tilbyder dog en forlænget bytteservice omkring jul. Spørg derfor i butikken om, hvilken bytteservice, de tilbyder. Køber du julegaverne på nettet, har du altid 14 dages fortrydelsesret.

 

Sms-lån og kviklån bliver hurtigt dyre

Helle Høgsbjerg Bang fraråder at holde jul for lånte penge og advarer især mod at optage sms-lån og kviklån.

”Hurtige lånetilbud kan friste, hvis man lige står og mangler penge til julegaver og indkøb. Men du bør se dig godt for, før du siger ja tak til et lån, der reklamerer med en meget lav rente. For der er typisk også et højt oprettelsesgebyr tilknyttet lånet. Det får den samlede pris – og dermed ÅOP – til at vokse voldsomt,” siger Helle Høgsbjerg Bang.

ÅOP står for ”årlige omkostninger i procent” og er populært sagt ”kiloprisen” på et lån. Et almindeligt forbrugslån i banken vil typisk have en ÅOP på 10-12 pct. På sms-lån og kviklån er det ikke unormalt med ÅOP på henholdsvis 700 pct. og 40 pct.

 

Arbejdernes Landsbank, Nørregade 25, 4100  Ringsted, telefon 38 48 30 19, www.al-bank.dk