Stor interesse for sundhedsmarked Sundhedsmarked1

Mandag d. 16. november trodsede mange af byens borgere det våde og kolde novembervejr for at tage til sundhedsmarked med patientforeningerne og Rinsted Kommune i Knud Lavard Centret.

Her blev borgerne mødt af en rød løber, levende lys og informationsboder med forskellige tilbud fra Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, Gigtforeningen, Propa (foreningen for prostatakræft), KOL-Kompetencecenter, Hyldegården Frivilligcenter og Ringsted Kommunes Sundhedsteam.
I boderne kunne man blandt andet høre om de forskellige sygdomme og få taget en række gratis tests. Diabetesforeningen tilbød for eksempel måling af blodsukker, mens Hjerteforeningen udførte blodtryksmåling og Ringsted Kommunes Sundhedsteam testede lungefunktion.

Derudover var der en række festlige indslag i form af stolegymnastik, pause boogie og tæppecurling. Imellem aktiviteterne kunne man få sig en kop kaffe eller te og en god snak med sidemanden.
Markedsdagen havde til formål at formidle kontakt imellem borgere og patientforeningerne – og skærpe opmærksomheden omkring nogle af de sygdomme, der forekommer oftest i den danske befolkning. Selvom mange af sygdommene er kroniske, kan man heldigvis gøre rigtig meget for at undgå forværring af sygdommen, hvis man opdager og tager hånd om sygdommen i tide. En sundere livsstil kan for mange betyde, at sygdommen ikke forværres eller måske ligefrem forbedres.
Hvis man i en længerevarende periode oplever hoste, åndenød, øget træthed, svimmelhed, ekstrem tørst eller smerter kan det være tegn på sygdom, og man bør kontakte sin læge. Lægen kan udrede, hvad man fejler og eventuelt henvise til behandling og relevante sundhedstilbud.
Ringsted Kommune tilbyder blandt andet gratis hjælp til livsstilsændringer og afholder kurser og forløb for borgere med kroniske eller langvarige sygdomme. Hvis du vil vide mere, kan du tjekke www.ringsted.dk eller ringe til kommunens sundhedskonsulenter:
Åben telefonrådgivning: 22 76 26 90

Tirsdag og torsdag kl. 8:30-9:30
Onsdag kl. 14:30-15:30

Kræftrådgivning: 41 72 25 18
Mandag kl. 11-12.
Fakta om sundheden i Ringsted:

  • 27 % af borgerne i Ringsted Kommune har en langvarig sygdom (som fx astma, diabetes, KOL), mens 39 % har flere sygdomme på én gang.
  • 14 % af borgerne har usunde kostvaner, og 52 % vil gerne have hjælp til at spise sundere.
  • 18 % af borgerne ryger dagligt, og 73 % vil gerne have hjælp til at stoppe.
  • 14 % udviser tegn på alkoholafhængighed. 28 % ønsker at nedsætte forbruget.
  • 72 % af borgerne dyrker lettere motion eller har stillesiddende aktiviteter. 66 % af disse borgere ønsker at være mere fysisk aktive.

 

Kilde: Sundhedsprofil for Region Sjælland 2013.