Start din søndag med fem kilometers motion sammen med andre Ringsted-borgere. Det er tilbuddet fra GoRun, et splinternyt, gratis gang- og løbekoncept, der gør det nemt at komme i gang med at bevæge sig mere og samtidig skabe sjov og hygge omkring løbetuen.
Starten går hver søndag fra Ringsted Sportcenter kl. 10.00. Ringsted Motionsklub er den lokale arrangør, men det betyder ikke, at tilbuddet kun henvender sig til løbere. Tværtimod håber man at se mange nye ansigter, også dem der ikke løber i dag. Selve ruten er 2,5 kilometer lang, og det er op til den enkelte, om man vil gå eller løbe en eller to runder, eller eventuelt løbe én runde og gå én runde.
GoRun projektet er sat i verden af DIF og DGI, som er gået sammen om at få flere danskere til at bevæge sig, i en tid, hvor mange danskere har mange stillesiddende arbejds- og fritidstimer foran skærmen. Initiativet hører under kampagnen “Bevæg dig for livet – Løb”, og det forventes at blive et af det mest ambitiøse projekter for at få Danmark i bevægelse.
De enkelte løbearrangementer organiseres lokalt i samarbejde med kommunerne og løbeklubberne. Ringsted er udvalgt sammen med Fredericia som pilotprojekt, men snart spreder projektet sig over hele landet. Det er gratis at deltage i løbet, og målet på sigt er, at GoRun skal afvikles hver søndag året rundt i hele landet.
Du kan finde flere informationer på GoRun gruppens Facebookside.
/Stine Amanda