Arbejdernes Landsbank i Ringsted glæder sig over et tilfredsstillende årsresultat på 330 mio. kr. før skat, båret af historisk høj aktivitet på boligområdet, udlånsvækst på 8 procent og tilgang af 7.000 nye kunder.
Årets resultat på 330 mio. kr. før skat er på niveau med sidste års resultat på 333 mio. kr.
”Vi har fortsat succes med den klassiske bankdrift, og det kvitterer kunderne for: 7.000 flere kunder har valgt os som deres nye bank i 2015, så vi nu har ca. 258.00 kunder. Vi er kåret til ”Danskernes foretrukne bank” for 7. år i træk”, og det er vi meget stolte over,” siger filialdirektør Helle Høgsbjerg Bang i Arbejdernes Landsbank i Ringsted, der også har fået sin del af de 7.000 nye kunder.
I Danmark var første halvdel af 2015 præget af pæn aktivitet på boligområdet, hvilket man også mærkede i filialen i Ringsted. Her havde man også nyt es i ærmet til kunderne:
”Mange har taget rigtig godt imod vores boligkoncept “BoligKlar”, hvor man i akutte tilfælde kan booke møde med én times varsel og få svar på finansieringen inden for 24 timer. Det er vigtigt i et boligmarked, hvor timing ofte er helt afgørende”, siger Helle Høgsbjerg Bang.
De steder hvor relevant:
Arbejdernes Landsbank har også netop lanceret et nyt lån til kunder i yderområderne af Danmark, hvor det har været svært at opnå traditionelle realkreditlån. Med en rente på mellem 3,95 pct. og 4,75 pct. lægger lånet sig prismæssigt et sted mellem et realkreditlån og et pantebrevslån.
”Vi vil gerne bidrage til at udjævne den ubalance, der præger det danske boligmarked, hvor de større byer buldrer derudaf med store prisstigninger og høj omsætning, mens landdistrikterne og de små bysamfund fortsat hænger i bremsen. Vi vil se på disse boligområder med nye, friske øjne og i endnu højere grad kigge på boligkøbernes samlede økonomi,” siger Helle Høgsbjerg Bang.
Personlig rådgivning og digital bank
På trods af den flotte bankdrift kunne banken ikke helt leve op til sine egne forventninger om et overskud i størrelsesordenen 350-400 mio. kr. før skat. Det lave renteniveau med minusrenter i Nationalbanken og store udsving på de finansielle markeder har påvirket bankens beholdningsresultat mere negativt end ventet.
”Det er vi naturligvis ikke tilfredse med, men vi glæder os over, at vi ikke har overført de negative indlånsrenter til kunderne,” siger Helle Høgsbjerg Bang.
I 2015 åbnede Arbejdernes Landsbank nye filialer i Ringsted og Holbæk, så der nu er 71 filialer fordelt over hele landet. Samtidig fortsætter banken udviklingen af digitale services til kunderne.
”Vores strategi er at tilbyde kunderne både personlig rådgivning i en filial samt de nyeste digitale services. Det tror vi er nøglen til både kundernes tilfredshed og vores positive forretningsmæssige udvikling. Sådan vil vi fortsætte i årene fremover – med afsæt i kundernes behov og ønsker,” siger Helle Høgsbjerg Bang.