På tværs af Ringsteds skoler er der nedsat et UNICEF By ambassadørkorps, der består af et par elever fra hver skole. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Ambassadørerne skal skabe opmærksomhed omkring Ringsted som UNICEF By i 2016 blandt børn og unge på kommunens skoler. Ambassadørkorpset får en vigtig rolle i at inspirere børn og unge i Ringsted til at planlægge og deltage i aktiviteter, der sætter fokus på læring og indsamlingen til Myanmar.
Ambassadørkorpset samles for første gang på torsdag den 31. marts hos Brink Nordic, hvor pressen også er inviteret. Under besøget bliver ambassadørerne præsenteret for tankerne bag ambassadørkorpset. De får også en rundvisning hos Brink Nordic med fortælling om UNICEF By dråben, som Brink Nordic har designet og produceret for at sætte fokus på Ringsted som UNICEF By og samle penge ind til skolebørn i Myanmar.
Ambassadørkorpset har til formål at:
- Skabe opmærksomhed blandt børn og unge omkring UNICEF By 2016
- Engagere og inspirere børn og unge til at deltage i projektet og til at planlægge aktiviteter, der samler penge ind til projektet i Myanmar
- Sikre fokus på læring og synlighed blandt børn og unge
- Sikre samarbejde på tværs af skoler i Ringsted
Ambassadørkorpset består udelukkende af børn og unge fra Ringsteds skoler. Dette for at skabe opmærksomhed omkring projektet blandt børn og unge i kommunen. Samtidig stimulerer et børn- og unge ambassadørkorps hele tankegangen omkring børns rettigheder samt ligger i tråd med, at Ringsted i UNICEF By projektet samler ind til skolebørn i Myanmar.