Fra uge 23 sætter Ringsted Kommune og Ringsted Forsyning arbejdet i gang i Benløse Bypark, som skal klimatilpasses. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

entreprenoerDet er det lokale entreprenørfirma Møller og Co, som står for det udførende arbejde. I forbindelse med arbejdet vil entreprenørfirmaet fælde en del træer og rydde ud i krattet i parken, så der kommer mere lys ned i parken. Det gør samtidig plads til otte såkaldte lavninger til regnvandsforsinkelse, som skal være med til at forhindre oversvømmelser i fremtiden. Derudover opsætter Ringsted Kommune nye picnic-bænke, nye legeredskaber til børnene og mere belysning i parken.

Beboerne i området kan forvente gravearbejde i Benløse Byskov, hvor regnvandet skal føres igennem, samt på vejen på den nordlige side af byparken. Ringsted Kommune forventer, at arbejdet vil tage et år, og der vil i begrænset omfang være behov for at omlægge trafikken.

Få information på byggepladsen
Kommunen og entreprenørfirmaet etablerer en byggeplads på Nordcentrets parkeringsplads – det tidligere Benløsecenter. Her kan beboerne i lokalområdet se oversigtstegninger af projektet og få en snak om den overordnede tidsplan.

I forbindelse med opstarten af det praktisk udførende arbejde har borgerne mulighed for at lægge vejen forbi den kommende byggeplads til en skurvognssnak om det forestående arbejde onsdag den 15. juni mellem klokken 18.00 og 20.00. På skurvognsmødet kan borgerne møde repræsentanter fra både kommune og forsyning samt den udførende entreprenør.