I anledning af UNICEF By året i Ringsted er ZBC, Ringstedet og Ringsted kommune gået sammen om at planlægge “Den store kagedyst”.
I forbindelse med kagedysten vil eleverne fra ZBC’s konditorlinje tilberede en stor kage, som vil blive solgt til fordel for indsamlingen til UNICEF By 2016.
Elever fra kommunens skoler deltager i kagedysten og skolerne er i øjeblikket i gang med at udvælge deltagerne til den endelige kagedyst, der finder sted i november måned i Ringstedet.
Lokal udvælgelse på Søholmskolen
Dit Ringsted var inviteret med, da Søholmskolen valgte deltagerne til Den store Kagedyst.
Det foregik den 7. oktober og fra 6. klasserne havde man fundet 4 hold med 2 deltagere på hver, der skulle dyste om at gå videre til den helt store kagedyst. Lige knapt 1½ time havde deltagerne – 6 piger og 2 drenge – til at dekorere hver to kager, der var bagt på forhånd.
God stemning blandt konkurrenterne
På trods af, at de 4 hold konkurrerede mod hinanden, var der en rigtig god stemning i det hektiske skolekøkken. Der blev delt idéer, bageredskaber, fondant og kagefarver på kryds og tværs af holdene, og konkurrenterne var ikke for fine til at rose de andre holds kager.
Også da tiden for aflevering nærmede sig og stressniveauet steg en smule, blev den kammeratlige tone, der var en rød tråd gennem hele konkurrencen, opretholdt.
En relativt overbevisende sejr
Bedømmelserne af kagerne blev foretaget af elever fra skolens SFO. Deltagerne i konkurrencen afleverede pænt deres mobiltelefoner, så de ikke havde mulighed for at fortælle kammeraterne fra SFO’en, hvilke kager de havde kreeret.
Kl. 15.15 trådte dommerpanelet ind i lokalet, som deltagerne for en stund havde forladt og hvor kagerne stod linet op.
Efter at have inspiceret kagerne, stemte dommerne på hver deres favoritkage, og da optællingen var færdig stod det klart, at vinderkagen var en ret suveræn vinder. Det var Rose og Laura, der vandt med deres Klovnekage, og de viste sig som værdige vindere, da deres anden kage blev nr. 2 i konkurrencen.
Øvekager skal samle penge ind
Rose og Laura får nu 2 øvedage, hvor de vil få en masse gode tips og tricks fra de professionelle konditorer, der er tilknyttet ZBC’s konditorlinje. Det foregår hhv. 11. og 13. oktober på ZBC i Ringsted. Derefter er de klar til den helt store finale den 13. november i Ringstedet.
Når Rose og Laura er færdig med øvedagene på ZBC, så får de stillet en masse færdigbagte kager til rådighed, som de kan øve sig på. De kager vil blive solgt i SFO’en og overskuddet herfra vil gå til UNICEF.
Held og lykke
Dit Ringsted ønsker både Rose, Laura og alle de øvrige deltagere i “Den store kagedyst” held og lykke, når det hele går løs for alvor i Ringstedet søndag den 13. november.
[slideshow_deploy id=’47647′]