Ringsted lancerer nyt servicekoncept for virksomheder
Ringsted Kommune sætter nu mere fokus på en let tilgængelig, hurtig og professionel sagsbehandling for virksomheder. Det sker, når kommunen fra den 1. november 2016 lancerer et nyt servicekoncept for virksomheder med klar information, hurtigt overblik og tilbud om dialog til virksomhederne.
Kommunal service i virksomhedshøjde. Det er overskriften på et nyt servicekoncept for virksomheder hos Ringsted Kommune. Kort fortalt går det ud på, at Ringsted Kommune nu strømliner både dialog, kommunikation og sagsgange for virksomheder om stort set alt fra henvendelser om byggesager over miljøtilsyn til rekruttering gennem jobcentret. Servicekonceptet rulles ud her fra den 1. november 2016, og målet er at virksomhederne i kommunen oplever en bedre og mere gennemskuelig service i de sager og kontakter, de har med kommunen.
”Vi har gennem længere tid arbejdet med et nyt servicekoncept for virksomheder, der betyder, at vi bliver endnu bedre til at informere og gå i dialog med virksomhederne omkring de sager, de har hos kommunen. Virksomhederne i Ringsted skal simpelthen opleve en sagsbehandling, der er let tilgængelig, hurtig og professionel, fordi det er virksomhederne som skaber fundamentet for den lokale vækst og velfærd”, siger borgmester Henrik Hvidesten om baggrunden for det nye servicekoncept.
Arbejdet med servicekonceptet bygger på interview med repræsentanter fra det lokale erhvervsliv og en gennemgang af alle kommunens sagsgange for virksomhedshenvendelser og hele kommunikationen og dialogen mellem kommunen og virksomheder. Samtidig har en række nøglemedarbejdere med stor kontakt til det lokale erhvervsliv har været gennem et udviklingsforløb med fokus på service og kommunikation. På den baggrund arbejder kommunen nu med fire spor for virksomhedernes henvendelser – hvide, grønne, gule og røde sager alt afhængigt af henvendelsernes kompleksitet.
”Vi har simpelthen arbejdet med at få endnu bedre styr på sagsgangene for virksomhederne, så vi har fået identificeret de sager, som meget hurtigt kan ekspederes, og samtidig har vi fået et værktøj til at identificere de mere komplekse sager og bruge dette i dialogen med virksomhederne. Det er grundlaget for, at vi vil have en bedre service, bedre samarbejde og mere sparring på virksomhedernes projekter fremover”, fortæller Thorbjørn Fangel, der er centerchef for Teknik & Miljø i Ringsted Kommune, der bl.a. håndterer lokalplaner, byggesager, og miljøgodkendelser.
/Pressemeddelelse Ringsted Kommune