Der venter publikum en fejende flot oplevelse, når Helge Engelbrecht med Neighbours & Friends gæster Ringsted Kongrescenter med koncerten ”Timernes Glas”. Det sker fredag den 30. oktober 2015 kl. 20.
Lørdag efter lørdag kan man følge det store sommersangsorkester på TV fra de populære arrangementer ”Sommersang i Mariehaven”, der lokker tusindvis af publikummer til Helges baghave i lillebyen Ansager i Vestjylland.
Nu gælder det Ringsted Kongrescenter, hvor bandet tager publikum ved hånden med eget materiale, overvejende dansksprogede sange med ord og toner, der lander i den folk-rockede ende.
Alt sammen umiskendeligt Neighbours & Friends på højt professionelt musikalsk niveau. Medrivende, ægte og folkeligt på den gode måde.
”Vi glæder os rigtig meget, og vi stiller i stærkeste opstilling samt lover publikum det bedste af det bedste”, lyder det fra Helge Engelbrecht.
Du kan opleve: Helge Engelbrecht, Tommy Rasmussen, Ronnie Olesen, Dennis P, Morten Husted, Allan Nagel, Casper Hundebøl, Thomas Gundal, Ditte Fromseier Huckings, Sidsel Marie Michelsen og Sine Bach Rüttel.
Køb billetter på www.billetnet.dk – forsalget starter mandag 16. februar 2015 kl. 10.