Direktør Bjarne Hastrup til årsmøde i Ældre Sagen, Ringsted.
Når Ældre Sagens lokalafdeling i Ringsted den 15. marts 2017 kl. 14.00 afholder årsmøde i Anlægspavillonen, bliver det med besøg på højeste plan af direktør Bjarne Hastrup, der i 1986 var medstifter af den nu vidt forgrenede forening med over 785.000 medlemmer på landsplan.
Bjarne Hastrup, der nu er 70 år, har siden foreningens stiftelse været dens eneste direktør, så han er om nogen inkarnationen af Ældre Sagen, der dengang i 1986 blev til på initiativ af fonden Ensomme Gamles Værn.
Som direktør står Bjarne Hastrup i spidsen for en organisation, der ud over de mange medlemmer består af 215 lokalafdelinger og mere end 18.000 frivillige, der har berøring med ældre i alle dele af landet. Frivillige, der yder social-humanitær bistand igennem ordninger som besøgsven, tryghedsopkald, pc-support, som spisevenner og som primus motor for diverse medlemsbegivenheder, ja, Ældre Sagen står faktisk landet over for over 64.000 medlemsarrangementer!
Samtidig er ÆS en organisation, der varetager ældres interesser generelt i lokalt, regionalt og nationalt regi, men også indgår i enkeltsager, hvor ældre har brug for hjælp.
Globalt har Bjarne Hastrup også gjort Ældre Sagen i Danmark kendt, idet man her er gået ind i netværk med den amerikanske søsterorganisation AARP, der med sine 39 millioner medlemmer er verdens største ældreorganisation med Ældre Sagen her i Danmark som den næststørste.
Så der er nok at berette om for direktøren, når han træder op på talerstolen i Anlægspavillonen og mødes med sine medlemmer i Ringsted lokalafdeling.
Årsmødet i lokalafdelingen vil ellers blive afviklet i henhold til vedtægterne, der siger, at årsmødet skal ligge i marts, og at dagsordenen skal indeholde formandens beretning til godkendelse, forelæggelse af lokalbestyrelsens regnskab til udtalelse, orientering om lokalbestyrelsens fremtidige virke, indkomne forslag, der skal være lokalbestyrelsen i hænde senest 14 dage før mødet, samt valg af bestyrelsesmedlemmer for 2 år og suppleanter for 1 år.
Ældre Sagen, Ringsted glæder sig til at se sine medlemmer i Ringsted og omegn til en kop kaffe med sidetallerken og en forhåbentlig interessant og informativ eftermiddag i selskab med lokalbestyrelsen og foreningens direktør.
/Pressemeddelelse Ældre Sagen Ringsted