Midlertidige tiltag sættes i værk i denne uge, mens Ringsted Kommune arbejder på en permanent trafiksikker løsning ved cykelstien på Sønder Parkvej. Tiltaget kommer efter trafikulykken, hvor en dreng på cykel blev påkørt af en bilist, der kom fra en af sidevejene.
Ringsted Kommune har tirsdag opsat skilte ved Birkevej, Askevej og Granvej langs Sønder Parkvej. I denne uge skal Ringsted Kommune også mødes med færdselspolitiet for at vurdere trafiksikkerheden på Sønder Parkvej.
De midlertidige foranstaltninger er sat i værk i denne uge, og imens arbejder Ringsted Kommune sammen med færdselspolitiet og kommunens rådgiver om at finde en permanent trafiksikker løsning.
Det har hele tiden været planen, at cykelstien på Sønder Parkvej også skulle have afstribning. Den afstribning er endnu ikke anlagt på den nyanlagte brede sti, der skal deles i en cykelsti og en fodgængersti længst inde mod de private grunde. Derudover vil dialogen med politi og rådgiver kunne føre til yderligere tiltag, der skal sikre cyklisterne på strækningen.
Omlæggelsen af cykelstierne på Sønder Parkvej er en del af et klimaprojekt, hvor der også er anlagt nye og bredere cykelstier. Samtidig er der etableret regnbede, der kan tilbageholde regnvand og dermed forebygge oversvømmelser.
/Pressemeddelelse – Ringsted Kommune