I går blev programmet for dette års Sommer i Ringsted præsenteret i Ringsted Kongrescenter – og der er masser at glæde sig til for både store og små!
Henover over de næste måneder vil det være muligt at deltage i hele 140 aktiviteter i Ringsted Kommune. Det fortalte Marius Byriel, direktør for Ringsted Kongrescenter, da programmet for Sommer i Ringsted i går blev præsenteret.
Allerede i slutningen af maj (25. til 28. maj) inviterer Lions Ringsted til den traditionelle byfest i Klosterlunden. Her er der blevet plads til nye indslag som fx trylleshow for børnene, en Damefrokost om lørdagen og et stort bankospil om søndagen. Se hele programmet her.
Den 10. juni løber Ringsted Børnfestival af stablen – en festdag for børnene, hvor de har mulighed for at møde kendte ansigter som Sebastian Klein, Sigurd Barrett, Kalle fra RamaSjang og Anna Spejlæg – og ikke mindst de bedste fra MGP. Men der vil også være teaterforestillinger, opvisninger og en masse sjove aktiviteter.
“Vi glæder os over, at mange allerede har købt billetter til Børnefestivalen – og at en stor del af billetterne også er solgt til folk i andre kommuner,” fortalte Marius Byriel.
Glæd dig desuden til børneunderholding i Klosterhaven, mere end 20 spændende aktiviteter i RingStedet – fx Sjov for Børn hver søndag – Skt. Hans Aften i Ringsted Lystanlæg, Sommerjazz i juli, Ringsted Festival i august, en spektakulær international gadeteaterfestival i ugen op til og på Ringsted Natten – og ikke mindst indvielse af Oplevelsesstien søndag den 10. september.
Nedenfor kan du læse mere om de mange spændende aktiviteter fra foreninger, butikker, erhverv og kommune, som er en del af Sommer i Ringsted 2017. Følg også med på Sommer i Ringsteds facebookside.