Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra 30. maj til 6. juni 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

FRIT LEJDE – hele politikredsen

Den 1. juni var første dag med frit lejde med hensyn til ulovlige våben og ammunition, der kunne afleveres anonymt og straffrit til politiet.

I Midt- og Vestsjællands Politikreds blev der fra kl. 07.20, hvor den første borger henvendte sig, og frem til kl. ca. 21.00 registreret 64 sager om aflevering af effekter på de forskellige ekspeditioner i politikredsen. De afleverede var alt lige fra ammunition, knive, dolke, sabler over luftgeværer til pistoler og håndgranater samt krysantemumbomber. De meste farlige effekter blev straks afhentet af Forsvarets ammunitionsryddere til destruktion.

Politiet vil dog gerne erindre om, at man tænker sig om ved transport af våben og lignende til en politistation, så øvrige kunder hos politiet ikke blive skræmt unødigt. Tag kontakt til ekspeditionspersonalet og fortæl, at du gerne vil aflevere noget i frit lejde-aktionen.

Frit lejde-aktionen er resten af juni måned, så du kan sagtens nå at få afleveret dine ulovlige dele til politiet.

HUSK:

Hvis du er i besiddelse af eksplosiver, sprængstof, krysantemumbomber eller andet sprængfarligt: kontakt politiet på tlf. 114 for at aftale nærmere omkring aflevering / afhentning af disse effekter, så ingen kommer til skade.

“Nødstedt” bilist – Vestmotorvejen, Ringsted/Borup

Den 2. juni kl. 09.05 fik politiet den første af flere anmeldelser om en mand iført en hvid habit og stående på motorvejen ved siden af en hvid Mercedes. Manden forsøgte at ukendt årsag at vinke biler ind til siden.

Anmeldelserne gik på både afkørsel 34 Borup og senest ved afkørsel 35 Ringsted Ø. Politiet kørte til området og fik på Østre Ringvej i Ringsted kontakt til den hvide Mercedes med engelske nummerplader. I bilen befandt sig tre mænd på 19, 21 og 49 år samt en kvinde på 18 år – alle fra Rumænien.

Efter en kontrol af bilen og deres grundlag for ophold i Danmark fik de alle fire lov til at køre videre, idet der ikke var problemer med bilen. Hvad årsagen til adfærden på motorvejen har været, kan politiet kun gisne om – sammenlignet med tilsvarende adfærd hos andre udenlandske bilister, der har forsøgt at snyde/narre hjælpsomme borgerne ved at foregive motorstop eller lignende.

Udlændinge ved motorvej – Ringsted.

Den 30. maj kl. 13.12 fik politiet anmeldelse om, at der på Vestmotorvejen ved tilkørsel 35 var en engelsk indreg. Mercedes, hvor føreren forsøgte at vinke folk ind til siden. Politiet fik ikke fat i pgl.

Indbrud i perioden
Klosteråsen, Ringsted
Diget, Ringsted
Prinsensvej, Ringsted
Egerupvej, Egerup, Ringsted