Ringsted Kommune uddeler arkitekturprisen for at fremhæve smukke byggerier, renoveringer, ombygninger eller skønne park- og haveanlæg. Dette års vindere er herskabsvillaen på Valdemarsgade 13 og strøghuset på Sct. Hansgade 4.
Ringsted Kommune uddeler årets arkitekturpris til to fremragende renoverede bygninger, der i den grad er med til at forskønne Ringsted Kommune i et af de gamle villaområder i Ringsted bys midte og på byens centrale torv.
Ringsted Kommune giver Arkitekturprisen 2016 til Ole Petersen for en flot gennemgående restaurering af herskabsvillaen på Valdemarsgade 13 med respekt for det oprindelige udtryk og med sans for detaljen. Dette arbejde vil være med til at inspirere andre bygherrer til at gøre noget tilsvarende.
Kim Elfving får ligeledes Arkitekturprisen 2016 for den vellykkede istandsættelse og om- og tilbygning af strøghuset på Sct. Hansgade 4, der sammen med det kommende nye torv vil hæve byrummets arkitektoniske kvaliteter. Denne form for renovering sætter barren højt for udviklingen af byens centrale strøggader.
Det besluttede Plan- og Boligudvalget på mødet mandag aften. Per Roos, formand for Plan- og Boligudvalget, siger:
”Tillykke til Ole Petersen og Kim Elfving, der får Ringsted Kommunes Arkitekturpris 2016. Bygningerne er rigtige gode eksempler på det, som Ringsted Kommune gerne ser ved istandsættelser og ved ombygninger af bygninger i de historiske bydele såvel i selve Ringsted som i landsbyerne eller ude på landet.
Vi, i Ringsted Kommune, glæder os altid over bygherrer, der gør en ekstra indsats både ved istandsættelser og nybyggerier. Begge bygherrer er et godt eksempel herpå”.
Arkitekturprisen overrækkes lørdag den 2. september 2017 kl. 12 på Rådhuset.
Ringsted Kommune kan hvert år uddele arkitekturpris og rosende omtale til udvalgte bygninger og anlægsprojekter, der er færdiggjort i løbet af det forgangne år og opfylder følgende kriterier:
- Smukke ny-, om- og tilbygninger.
- Restaurering af eksisterende bygninger samt istandsættelser af fredede og bevaringsværdige bygninger, som medvirker til at forskønne Ringsted Kommune og fastholder den danske bygningskultur.
- Andre anlæg, som må betragtes at bidrage til kommunens forskønnelse, f.eks. park-, sports-, bro- eller haveanlæg.
[box style=”rounded”]Valdemarsgade 13, der ejes af WPTO A/S ved Ole Petersen, som nomineres for restaureringen af den store villa fra 1908 henimod det oprindelige udtryk.
Ole Petersen er uddannet smed og kan godt lide at gøre tingene ordentligt. Så da han fandt det gamle spir i kælderen, fik han udformet et nyt spir herudfra, så spiret ser fuldstændig ud, som det oprindeligt har set ud.
Kvistenes vinduer er tilpasset husets stil. Det røde tag er helt på linje med Ringsted som byen med de røde tage. Inddækningerne er af zink, og tagrenderne er håndlavede i zink.[/box]
[box style=”rounded”]Sct. Hansgade 4, der ejes af KE Ejendomme A/S ved Kim Elfving, nomineres for den vellykkede ombygning af det nedslidte strøghus.
Stueetagen med butikslokaler spiller perfekt sammen med de overliggende nyopførte etager, hvor vinduesbrystninger er i harmoni med bygningens arkitektoniske udtryk. Facadekvisten er udført med sans for detaljen og forstærker det smukke udtryk.
Farvevalget til facade og vinduesrammer er med til at fremhæve de arkitektoniske detaljer. Skiltningen af butikslokalet er tilpasset bygningens skala og farve.
Det renoverede og ombyggede strøghus har i særdeleshed forbedret byrummet, og når torvet er færdigt, vil huset i samklang hermed hæve områdets arkitektoniske kvaliteter.[/box]