Dagli’ Brugsen i Høm har været igennem en større ombygning. Sidste torsdag blev resultatet vist frem til en intet mindre end fænomenal re-åbning af butikken.
Her klippede borgmester Henrik Hvidesten snoren til den nye butik, og der blev uddelt roser til de første 100 kunder.
Borgmesteren glædede sig i den forbindelse over, at der er virksomheder i Ringsted, der ønsker at foretage investeringer. “Det er jo bare endnu et tegn på, at der er gang i en rigtig god udvikling i kommunen,” udtalte han og roste den nye flotte udvidelse af Dagli’ Brugsen.
Og genåbningen af butikken var en stor succes, fortæller en glad Anders Abel Jensen. “Vi oplevede på selve dagen den største omsætning, vi har haft i brugsforeningens 100-årige historie”.
Hvis du kigger forbi Dagli’ Brugsen i Høm bliver du da også mødt af en ny og forbedret butik med et større varesortiment, ikke mindst inden for køl, frost og vin. Butikken har fået hele 200 nye kvadratmeter, hvilket har gjort den lys, lækker og nemmere at komme rundt i.
Der er desuden kommet en helt ny slagter- og delikatesseafdeling, hvor du udover gode udskæringer også kan finde lækre sandwiches, smørrebrød og nemme måltider.
Følg med i nyheder og gode tilbud på Dagli’ Brugsen i Høms facebookside.