I Region Sjælland følger hovedparten af forældrene generelt deres egen læges anbefaling, når det handler om vaccinationer, men det gælder tilsyneladende ikke HPV-vaccination, hvor tilslutningen er lav. Samtidig har kun 43 pct. af forældrene talt med lægen om HPV-vaccination af deres datter.
Tilslutningen til HPV-vaccination i Vest- og Sydsjælland er blandt den laveste i hele landet. Samtidig har et mindretal af forældrene talt med egen læge om HPV-vaccination.
En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at kun 40 pct. af forældre til piger i alderen 10-13 år i Region Sjælland har talt med egen læge om HPV-vaccination af deres datter.
“Undersøgelsen viser, at hovedparten af forældrene generelt følger deres egen læges anbefaling, når det gælder vaccinationer, og vi ved fra andre undersøgelser, at tilliden til egen praktiserende læge ligger helt i top, når man spørger danskerne. Derfor har lægerne det bedst mulige udgangspunkt, når det gælder snakken om den vigtige HPV-vaccination. Det er nemlig hos egen læge, at HPV-vaccinationen oftest gives,” siger Ulla Axelsen, overlæge i Kræftens Bekæmpelse.
Lægeforeningens næstformand, Michael Dupont, der selv er praktiserende læge, peger på, at det altid har været en af de vigtigste opgaver for praktiserende læger at beskytte patienterne mod at blive ramt af sygdomme:
“Vaccinationer er derfor helt centrale i vores daglige arbejde – og naturligvis også den helt nødvendige snak, som man altid skal tage med patienten og pårørende om vaccinen,” siger han.
Læger i Præstø sætter fokus på HPV-vaccination
Flere læger er bekymrede over denne lave tilslutning til HPV-vaccination og har derfor valgt at sætte fokus på emnet i hele 2017. Det gælder eksempelvis lægerne i Lægehuset Remisen i Præstø:
“Ved at fravælge HPV-vaccination af sit barn, tilvælger man samtidig en øget risiko for livmoderhalskræft – ikke bare for sin egen datter, men også for andre piger og drenge, fordi at en lav vaccinationsdækning mindsker flokimmuniteten. Det er altså en beslutning, som rækker langt ud over ens egne børn, hvilket også er en af grundene til, at jeg på det kraftigste opfordrer alle mine patienter i alderen 12 til 18 år til at få vaccinen. Et tilbud, som i øvrigt er gratis, ” siger Christian Jensen, praktiserende læge i Lægehuset Remisen.
Ifølge de nyeste tal fra Statens Serum Institut er kun 24 pct. af piger fra årgang 2003 færdigvaccinerede (dvs. har fået alle stik) i Vest- og Sydsjælland, mens 50 pct. fra årgang 2002 er færdigvaccinerede. I Vordingborg Kommune er tallene henholdsvis 20 pct. og 40 pct.
/Pressemeddelelse – Stop HPV (Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen)
[box style=”rounded”]Fakta om HPV-vaccination
HPV-vaccination forebygger livmoderhalskræft, som skyldes HPV (human papilloma virus). HPV kan angribe cellerne i livmoderhalsen og give celleforandringer, som kan udvikle sig til kræft.
Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen anbefaler, at piger i alderen 12-17 år tager imod tilbuddet om gratis HPV-vaccination, fordi…
- Omkring 4 ud af 10 danskere er smittet med HPV lige nu
- Danmark har den højeste forekomst af livmoderhalskræft i Norden
- Hver dag rammes en kvinde af livmoderhalskræft i Danmark
- Hvert år dør 100 danske kvinder af sygdommen
- HPV-vaccination kan forebygge 70 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft
- WHO anbefaler HPV-vaccination, og vaccinen tilbydes piger i stort set alle lande i Europa
- Hvis du er i tvivl, så tag snakken med din læge. Du kan også læse mere på www.stophpv.dk og følge dem på www.facebook.com/stoplivmoderhalskraeft.[/box]