46-årige Jeanne Breinholdt Skelmose bliver fra den 1. oktober ny chef for Teknik- og Miljøcentret i Ringsted Kommune. Hun kommer fra en stilling som teamkoordinator i Køge Kommune.
Det skriver Ringsted Kommune i en pressemeddelelse.
Jeanne Breinholdt Skelmose bliver ny centerchef for Teknik- og Miljøcentret i Ringsted Kommune. Hun får dermed ledelsesansvaret for det ene af Ringsted Kommunes to tekniske centre, der blandt andet dækker byplanlægning, miljø og naturområder. Hun tiltræder den 1. oktober.
Jeanne Breinholdt Skelmose ser frem til de nye opgaver i Ringsted Kommune.
”Jeg glæder mig til at begynde som centerchef i Ringsted Kommune. Det brede ledelsesansvar i Teknik og Miljø-centret giver muligheder for et stærkt tværgående samarbejde i mellem faggrupper. Og det ser jeg som en nødvendighed, så vi sammen kan udvikle opgaveløsningen på det tekniske område og i sammenhæng med hele Ringsted Kommunes vision”.
Direktør for de tekniske områder i Ringsted Kommune, Tine Christiansen, glæder sig til samarbejdet med den nye centerchef for Teknik- og Miljøområdet.
”Jeanne Breinholdt Skelmose har bred erfaring som rådgiver i både det private og i det offentlige, og hun kender indgående til sagsgangene fra hendes ansættelse i flere kommuner. Det giver hende en stærk profil til den rolle, hun skal have her i Ringsted Kommune.
Hun har beskæftiget sig med blandt andet plan- og miljøområdet i mere end 20 år, og det giver hende en solid ballast til at være nye centerchef for Teknik- og Miljøcentret. Jeg glæder mig til det kommende samarbejde med hende.”
Jeanne Breinholdt Skelmose er 46 år og kommer fra en stilling som teamkoordinator i Køge Kommune, hvor hun har haft ledelsesansvar for et team i den tekniske forvaltning. Hun er oprindeligt uddannet som bygnings- og miljøingeniør og har desuden læst jura på Syddansk Universitet. Derudover er hun i gang med diplomuddannelse i ledelse. Privat bor hun i Næstved.