Ti sjetteklasser i Ringsted Kommune er med i den store quiz Smart Parat Svar om at vinde titlen som ”Danmarks klogeste klasse”. Det foregår i Anlægspavillonen torsdag den 7. december.
Det skriver Ringsted Bibliotek til Dit Ringsted.
Den 7. december indledes den nervepirrende kamp, når kommunens sjetteklasser mødes i Anlægspavillonen, i jagten på den eftertragtede titel: ”Danmarks klogeste klasse”.
Ringsted Kommunes sjetteklasser har igen i år mulighed for at vise, at de har styr på så forskellige emner som f.eks. historie, film, natur & teknik og eventyr.
Den landsdækkende videns- og læsequiz Smart Parat Svar udfordrer ikke kun børnenes hjerneaktivitet, hukommelse og deres evner til at tænke hurtigt, men også til at samarbejde.
I den lokale runde dyster 10 klasser med hvert sit hold på fem elever, men kun én klasse vil blive kåret som vinder og dermed gå videre til den regionale runde, hvor de skal møde hele regionens dygtigste klasser.
Den regionale runde finder sted i Slagelse den 10. januar. Kampen om den endelige titel som Danmarksmester og en præmie på 10.000 kr. udspiller sig den 7. februar i Magasinet i Odense, og igen i år afholdes finalen i samarbejde med alle otte TV2-regioner.
Baggrund
Smart Parat Svar er en læse- og vidensquiz, der har eksisteret siden 2005. Konkurrencen har til hensigt at styrke elevernes lyst til at læse ved at sætte fokus på samarbejde og almen dannelse.
Quizzen tager udgangspunkt i et bredt udsnit af skøn- og faglitteratur og hylder bogorme, læseheste og Kloge Åger – og viser, at det er sejt at være klog!
Smart Parat Svar eksisterer også som gratis app til iOS. App’en har fået en ny funktion – nu kan man udfordre sine venner til et spil. Smart Parat Svar er udviklet af Gentofte Bibliotekerne og er et samarbejde mellem landets biblioteker, Slots- og Kulturstyrelsen og de otte TV2-regioner.