Borgere i Ringsted Kommune kan stille forslag, som de gerne vil have, at Byrådet drøfter. Et forslag skal have opbakning fra 300 andre, før det kommer på Byrådets dagsorden.

Det skriver Ringsted Kommune til Dit Ringsted.

Bredere cykelstier på skolevejen? Flere penge til kunst og kultur? Eller færre penge til nogle af kommunens serviceområder? Har du en god idé til, hvordan vi sammen kan udvikle Ringsted Kommune, så hører Byrådet gerne fra dig.

Alle borgere i Ringsted Kommune kan stille forslag, som de gerne vil have, at Byrådet drøfter. Hvis forslag i løbet af tre måneder får opbakning af 300 andre borgere, vil forslaget blive taget op i Byrådet.

Borgmester Henrik Hvidesten håber, at mange borgere vil benytte muligheden for at komme med forslag til Byrådets dagsorden.

”I Byrådet vedtog vi forslaget, fordi vi gerne vil gøre det endnu nemmere for alle at være med til at udvikle Ringsted Kommune. Det er ikke kun os politikere, der kan udvikle vores kommune, men alle i Ringsted Kommune. Så har du en god idé, er der et område, vi har overset, eller har du noget, som du mener, vi kan gøre bedre eller billigere, så kom med din idé,” siger borgmester Henrik Hvidesten.

Med borgerforslagene håber Byrådet at øge borgernes engagement i udviklingen af deres lokalområde. Tiltaget skal gerne styrke muligheden for at involvere sig i det lokale demokrati, og det er samtidig en direkte måde at få demokratisk indflydelse.

”I Ringsted Kommune er der heldigvis en masse engagerede ildsjæle, der i stort og småt involverer sig i at udvikle både deres lokalområde og hele kommunen. Jeg håber, at vi i Byrådet med de borgerdrevne forslag kan få endnu flere til at involvere sig direkte i både, hvordan Ringsted Kommune skal udvikle sig på lang sigt, og hvordan hverdagen skal fungere,” siger borgmester Henrik Hvidesten.

Hvilke forslag kan komme i betragtning?
Forslag kan handle om alt det, Ringsted Kommune kan beslutte. Det kan for eksempel være, hvor der skal anlægges nye sportsfaciliteter. Om der skal være tidsubestemt parkering i midtbyen. Eller der skal gøres en større indsats for at få ledige i job.

Dit forslag må dog ikke være et forslag, som Byrådet allerede har behandlet.

Sådan stiller du et forslag
Det er let at stille forslag om, hvad Byrådet skal drøfte. Det kan du gøre via Ringsted Kommunes hjemmeside. Her kan du også se de forslag, der er kommet, og du kan stemme forslagene.

Læs mere om, hvordan du stiller forslag til Byrådet, på www.ringsted.dk/borgerdrevne-forslag.

Ordningen er i første omgang en forsøgsordning, og den skal evalueres efter ét år.