Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra den 16. marts til den 27. marts 2018.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
To biler forfølger hinanden – Benløse, Ringsted
Mandag kl. 12.07 henvendte en opmærksom, kvindelig bilist sig til politiet, fordi to andre bilister – en mand og en kvinde – fulgte “hidsigt” efter hinanden, ligesom de skulle have haft en kontrovers, hvor den ene skulle have slået den anden. Politiet fik kontakt til begge bilister i Benløse, hvor de midlertidigt var standset. Der var tale om et tidligere kærestepar, hvor en 24-årig kvinde og en 20-årig mand begge fra Fuglebjerg nu var blevet uvenner. Da manden havde opdaget eks-kæresten, var han fulgt efter. Ingen af parterne havde lidt overlast og ønskede ikke at anmelde modparten for noget, som politiet skulle involveres i. Efter en formanende samtale kørte alle parter hver til sit.
Narkokørsel – Vestmotorvejen, Ringsted
Mandag kl. 01.12 anholdt og sigtede politiet en 35-årig mand uden fast bopæl for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand ad motorvejen i vestlig retning. Han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev løsladt på et psykiatrisk hospital i Slagelse, hvor den 35-årige gerne ville indlægges frivilligt.
Udenlandske håndværkere – Jystrup, Ringsted og Køge.
Torsdag kl. 16.47 kørte en østeuropæisk mand rundt bl.a. på Ellebæksvej, hvor han tilbød at reparere tagrender. Manden kørte i en hvid varebil med 5-6 andre personer i bilen. Manden talte gebrokkent tysk.
Stort set samtidig blev anmeldt om en lignende episode fra Dronning Margrethesvej i Ringsted, hvor man også ville lave tagrender.Her så man, at bilen var polsk indreg.
Ingen af ovennævnte steder fik man udført arbejde. Politiet vil gerne advare mod den type henvendelser, der dels ikke er lovlige, og som ofte giver anledning til problemer enten grundet arbejdets udførelse eller i forbindelse med betalingen.
Hvis man får sådanne henvendelser, så afvis de pågældende og ring til politiet, der gerne vil have kontakt til “håndværkerne”. Overtrædelsen af “dørsalgsloven” giver meget store bøder til de pågældende, hvilket forhåbentlig på sigt får personerne til at afholde sig fra at forsøge at lave penge på den måde.
På Rosendalsvej i Køge henvendte fire personer sig kl. 12.15 for at reparere en tagrende. Forurettede betalte 200 kr. til mændene for at lappe tagrenden, der endte med, at der var ødelagt et længere stykke tagrende efter arbejdet. Sagen anmeldt til politiet kl. 17.21. Hændelsen er kun en understregning af, at man ikke bør indlade sig på sådanne aftaler.
Varetægtsfængslet for flere tyverier af dankort og efterfølgende misbrug – Ringsted/Køge
En 41-årig mand fra Rumænien, som Midt- og Vestsjællands Politi anholdt om eftermiddagen onsdag d. 21.03.18, efter at en opmærksom borger havde set ham og en anden rumæner udvise mistænkelig adfærd over for en ældre kvinde med rollator i Roskilde, blev fremstillet torsdag d. 22.03.18 kl. 14.30 i grundlovsforhør i Retten i Roskilde som sigtet for fire forhold af tyveri af punge og/eller dankort samt efterfølgende misbrug af de stjålne dankort til enten kontanthævning eller varekøb for en samlet sum af ca. 70.000 kr.
Den 41-årige blev varetægtsfængslet foreløbigt til den 12. april 2018 og havde begået forholdene i Ringsted (1 forhold) og Køge (3 forhold) fra medio juni 2017 til februar 2018 over for fire kvinder i alderen 78-89 år, der enten efter indkøb i et supermarked eller ved hævning af kontanter i en pengeautomat havde fået stjålet deres dankort ved skub eller tricktyveri af den nu fængslede og i nogle tilfælde en p.t. uidentificeret medgerningsmand.
Ud fra overvågningsfotos i forbindelse med misbrug af de stjålne dankort blev den 41-årige rumæner efterlyst internt i politiet og senere identificeret. Siden identifikationen blev den 41-årige rumæner efterlyst med henblik på anholdelse, indtil Midt- og Vestsjællands Politi kunne anholde ham i onsdags i Roskilde.
Også politiet i København, på Fyn og i Østjylland er interesseret i at tale med den nu varetægtsfængslede, som i de nævnte politikredse også kan mistænkes for både tyverier og efterfølgende misbrug af stjålne kreditkort.
Indbrud i perioden
Huginsvej, Ringsted