Omdannelsen af Benløse Bypark er blandt 100 klimaprojekter, der skal inspirere og vise gode løsninger i kommunernes grønne omstilling.
Det skriver Ringsted Kommune til Dit Ringsted.
Ringsted Kommunes og Ringsted Forsynings arbejde med at omdanne Benløse Bypark er blandt de 100 bedste klimaløsninger lavet af landets kommuner.
Klimatilpasningen og omdannelsen af Benløse Bypark er med i Klima100, der samler 100 af de bedste klimaprojekter fra kommunerne. Klima100 udgives af Realdania og Sustania.
Torben Lollike, formand for Klima- og Miljøudvalget i Ringsted Kommune, glæder sig over, at Benløse Bypark fremhæves som et klimaprojekt til inspiration for andre.
”Jeg er rigtig glad for, at Benløse Bypark også får anerkendelse uden for Ringsted Kommune. For det er et rigtig godt projekt, hvor vi har slået hele tre fluer med ét smæk. Parken er blevet mere lys og imødekommende, de nye bassiner hjælper mod oversvømmelser ved store mængder nedbør, og vi har haft en rigtig fin proces, hvor områdets beboere er kommet med gode indspark til, hvordan parken skulle tage sig ud,” siger Torben Lollike, formand for Klima- og Miljøudvalget.
Kan håndtere en 100 års hændelse
Benløse Bypark kan håndtere skybrud op til en 100 års hændelse fra et større boligområde i Benløse. De otte bassiner i parken og vådengsområdet er designet til at kunne indeholde ca. 5.600 m3 regnvand, fortæller Janne Hansen, direktør for Ringsted Forsyning.
”Princippet i Benløse Bypark er, at regnvand ved mindre regnskyl bortledes via rør under jorden, så det første skyl, der afvasker salte, olierester mv. fra vejen håndteres i rør under jorden. Når det regner voldsomt, bliver vandet stuvet op i lavninger i terræn og herfra ledes til større lavninger i Benløse Bypark. På den måde fører vi vandet hen, hvor det kan gøre mindst mulig skade, og vi bruger det samtidig til at forskønne parken,” siger Janne Hansen, direktør i Ringsted Forsyning.
Gode forhold for dyr og mennesker
I Benløse Bypark er der blandt andet lavet legeplads, boldbane, kælkebakke og så er der også kommet bedre forhold for områdets dyr og insekter med et insekthotel og et biotopbassin. Insekter er vigtige for bestøvning, muldbearbejdning og er fødekilde for fuglene, og det skal alt sammen skabe liv i Benløses grønne hjerte.
Jeanne Breinholdt Skelmose, centerchef for Teknik- og Miljøcentret i Ringsted Kommune, siger:
”Vi er stolte af Benløse Bypark, og vi er stolte over at være med i udgivelsen med de 100 bedste klimaprojekter lavet af landets kommuner. Med Benløse Bypark har vi både klimasikret parken og gjort den mere åben, tryg og imødekommende, så områdets beboere i højere grad kan få glæde af det grønne område,” siger Jeanne Breinholdt Skelmose, centerchef for Teknik- og Miljøcentret.
Ringsted Kommune skal præsentere klimaprojektet i Benløse Bypark ved Klima100-eventet den 24. maj i BLOX i København.
Klima100 er et initiativ fra Realdania, og det eksekveres af Sustania med CONCITO som videnspartner. I alt 162 projekter har været nomineret.
Læs mere på www.realdania.dk/klima100.