Mens der arbejdes i Nørregade, kører bus 401A ad Sct. Knudsgade og Bøllingsvej. Det besluttede Klima- og Miljøudvalget torsdag aften. Ordningen træder i kraft søndag den 27. maj.
Det skriver Ringsted Kommune til Dit Ringsted.
Der er kommet en løsning på busbetjeningen af midtbyen. Torsdag aften besluttede Klima- og Miljøudvalget, at bus 401A skal køre ad Sct. Knudsgade og Bøllingsvej, mens der arbejdes i Nørregade.
Ruten har de sidste uger kørt ad Vestervej og Ndr. Ringvej, men omlægges nu, så ruten kommer gennem bymidten. Omlægningen sker efter aftale med Movia, og den gælder fra søndag den 27. maj.
Omlægningen af busruten er en midlertidig løsning, mens Ringsted Kommune og Ringsted Forsyning arbejder i Nørregade. Det arbejde forventes at vare til medio april 2019, hvorefter bus 401A igen kan køre ad Nørregade.
Mellem Stationen og Torvet køres ad normal rute. Mellem Torvet og RingStedet vil buslinjen køre ad Sct. Knudsgade og Bøllingsvej i begge retninger. Der vil være stoppested på Torvet og ved Ringsted Sygehus. Der bliver dog ikke nogen stoppesteder mellem Torvet og Ringsted Sygehus Sygehus i første omgang. Ringsted Kommune arbejder på at få et ekstra stop ind ud for Bøllingsvej 16.
På grund af omlægningen af busrute 401A bliver der ændrede parkeringsregler på Bøllingsvej. Der vil nu være standsning og parkering forbudt på Bøllingsvej.
Beboere henvises i stedet til den offentlige parkeringsplads på Bøllingsvej, hvor tidsbegrænsningen fjernes, så det eksempelvis er tilladt for beboere og forretningsdrivende at langtidsparkere på pladsen.