Hvert år sender Ringsted Sct. Bendts Rotaryklub et ungt menneske på et årligt studieophold et sted i verden. På tilsvarende vis modtager klubben et ungt menneske, der skal opholde sig i Ringsted i et år.
Det skriver Ringsted Sct. Bendts Rotaryklub til Dit Ringsted.
Ringsted Sct. Bendts Rotaryklub har netop taget afsked med sin japanske udvekslingsstudent Rino Yamamoto 18 år, der efter snart et år i Ringsted, skal tilbage til Japan. Rino har boet hos tre forskellige værtsfamilier siden august 2017 og har gået i 3.G. på Midtsjællands Gymnasium.
Klubbens medlemmer hilste ved samme lejlighed på 16-årige Simone Neltoft fra Ringsted. Simone skal efter sommerferien på et års ophold i Illinois, USA – medsponsoreret af Rotary. Hun skal gå på high school og bo hos forskellige værtsfamilier, så hun får The American Way of Life ind under huden.
“Det er en meget stor oplevelse at tage imod en student på 16-18 år fra udlandet, som stort set ikke kender noget til Danmark. Vi har i over 30 år sendt unge ud i verden og har modtaget unge her i Ringsted. Et sådant ophold giver venskaber for livet og øger forståelsen for andre kulturer,” siger Counsellor Kim Nielsen, der er ansvarlig for Ringsted Sct. Bendts Rotaryklubs udvekslingsprogram.
I august tager Ringsted Sct. Bendts Rotaryklub imod en ny udvekslingsstudent, Alejandro fraPeru, der skal gå på Midtsjællands Gymnasium.
“Vi har haft mange ansøgere, der ønsker at blive udsendt i det kommende skoleår, og allerede nu er vi i gang med at finde egnede kandidater til at blive udsendt i skoleåret 2019/20. Interesserede opfordres til at kontakte os for at få mere information om, hvad Rotarys udvekslingsprogram går ud på,” siger Kim Arthur Nielsen, der kan kontaktes på telefon 2112 3565 og e-mail: kimarthurnielsen@gmail.com.
Rotarys program
Hvert år udveksles omkring 200 unge danske med unge fortrinsvis fra USA, Sydamerika og Australien. På verdensplan omfatter denne ungdomsudveksling inden for Rotary International næsten 8.500 unge årligt.
Programmets formål er, at fremme international forståelse ved at gøre det muligt for unge mennesker at opholde sig i fremmede lande, så de gennem et års ophold kommer til at opleve andre folkeslags levevis og skikke samt følge deres skole i omgivelser helt forskellige fra deres hjemlige forhold.
Dermed er programmet med til at modne de unge og udvide deres horisont, når de skal leve sammen med og indordne sig under folk fra en anden kultur, religion og race end deres egen.
Ungdomsudvekslingen omfatter fortrinsvis Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Chile, Colombia, Indien, Japan, Mexico, New Zealand, Peru, Sydafrika, Taiwan, Thailand og USA samt en række europæiske lande.
Udvekslingen omfatter et skoleår, oftest fra august til juni. De unge bor sædvanligvis hos tre til fire familier. De er knyttet til en Rotaryklub, som under opholdet er deres værtsklub, og får deres skolegang i en nærliggende skole, så de ikke behøver at skifte skole, når de skifter familie.