Der er observeret blågrønalger i Haraldsted Lillesø, også kaldet Badesøen og Tivolisøen. Undlad derfor at lade børn og dyr lege i søen og indtage vandet herfra, da det kan give gener, som fx opkast og dårlig mave.
Det Blå Flag ved Haraldsted Lillesø er taget ned, og der er sat ”Badning frarådes” skilt op på informationstavlen ved søen. Så længe flaget er taget ned opfordrer kommunen til at være opmærksomme på vandets udseende og følge de generelle råd på informationstavlen angående blågrønalger.
De alger, som kan forekomme i danske søer og havområder er mikroskopiske planter, der svæver frit i vandet, og som transporteres af strøm og vind. Alger giver ikke i sig selv anledning til problemer, når de forekommer i mindre mængder, men ved badning i vand med masseopblomstring af blågrønalger kan de være giftige. Hos dyr og mennesker kan disse giftstoffer medføre eksem, kvalme og opkast.
Særlig risiko for børn og hunde
Alger har en tendens til at samle sig langs bredden, og de udgør derfor en særlig risiko for små børn, der leger i vandkanten, og hunde, der drikker af vandet. Netop opskyl af blågrønalger har i flere tilfælde forårsaget alvorlige forgiftninger hos hunde og andre dyr. Formodentlig fordi de har spist algerne.
Masseopblomstringer af alger optræder især i perioder med varmt og stille vejr, hvor algerne samles i de øverste vandlag, mens blæst og fralandsvind betyder, at algerne spredes. Dette betyder, at algeforekomster kan variere meget i tid og sted, og det er derfor ikke altid muligt at give en opdateret information om forekomst af blågrønalger.
Vær derfor opmærksom på vandets udseende og bad kun, hvis du kan se dine tæer, når du står i vand til knæene.
Hvornår kan man bade igen?
I Haraldsted Lillesø (Tivolisøen) holder kommunen flere gange ugentligt øje med, om der er masseopblomstringer af alger. Det Blå Flag bliver hejst, når vandet igen er til at bade i. Du kan også holde øje med kommunens hjemmeside, hvor der løbende informeres om badevandets tilstand.