Danmarks Internationale Gadeteaterfestival gæster Ringsted den 15. august 2015. Festivalen består af fem forskellige forestillinger, som alle kan opleves gratis i Ringsted midtby. Nedenfor kan du læse lidt om alle fem forestillinger:
”Birder” er en tragikomedie bestående af interaktivt og musikalsk skuespil. Forestillingens omdrejningspunkt er en installation, som kan spille fremtidens musik. Stykket udføres af belgiske Rooftoptiger.
“The Street is Ours” spilles af den spanske gruppe Always Drinking Marching Blood. Gruppen er sammensat af skuespillere, teknikere, dansere, musikere og mange flere. De har sammen optrådt siden 1997 og efter deres optræden med showet “The Street is Ours” blev gruppen for alvor kendt som en professionel gadeteatergruppe.
”Mud Jumping” er en kombination af teater og fysisk performance med en skæv sans for humor. Det morsomme og intelligente stykke leveres af østeriske Theater Irrwisch.
”Vienese Blood” opføres også af Theater Irrwisch. Her er forestillingen udført på stylter og fyldt med anarkisme. I stykket kravles der ind i folks lejligheder igennem vinduerne på første sal. Her byttes måske en cykel for et møbel, men alting gives tilbage igen – som regel til nogle andre, bare for morskabens skyld.
”Hoopelai” er et hulahopring stykke, som opføres af canadiske Andréanne Thiboutot hele to gange i løbet af festivalen. Der skabes en skarp og humoristisk kontrast mellem forretningskvindens stive krop og cirkusartistens fleksibilitet, som mødes i den romantisk‐utopiske hulahopist.
Arrangementet er en del af Sommer i Ringsted.
/Stine Amanda