Vetterslev-Høm Gymnastikforening (VHG) afholder stort loppemarked den 13. juni 2015 kl. 10-15. Det sker i foreningens klubhus på Englerupvej 26 i Høm.
Det er i år 17. gang, at loppemarkedet afvikles, og der meldes om rekordmange effekter til salg. Sidste år besøgte over 2000 mennesker loppemarkedet, og omsætningen var på omkring 176.000 kr.
På dette års loppemarked kan du være heldig at finde blandt andet køkkengrej, tøj, legetøj, værktøj, haveredskaber og meget andet. Den populære aktion, hvor 30-40 effekter ryger under hammeren, afholdes kl. 11.
Der opstilles en café, hvor det vil være muligt at nyde både mad og drikke. Desuden stiller Høm Gartneri med en plantebod, hvori man kan finde grønne sager til både haven og stuen.
Kunne du tænke dig at donere noget til loppemarkedet, kan du kontakte Lis Jørgensen på tlf. 21 12 62 74 eller Jens Sørensen på tlf. 40 30 72 06.
/Stine Amanda