Bo Jørgensen, Boligselskabet Sjælland

Sjælland var tema, da lokale kandidater og beboere mødtes mandag aften på Valdemarskolen. Sjælland står med store udfordringer efter krisen, men folketingskandidaterne er klar til at give Sjælland et løft. Det blev konklusionen på valgmøde som Boligselskabet Sjælland og Sparekassen Sjælland stod bag.

Beboere i Ringsted mødte de lokale kandidater til folketingsvalget for at sætte fokus på Sjælland i valgkampen. Boligselskabet Sjælland og Sparekassen Sjælland stod bag valgmødet, og direktør Bo Jørgensen startede med at understrege, at udfordringerne for Sjælland er reelle nok.

”Sjælland blev hårdt ramt af den økonomiske krise. Vi kan bare se det på udsættelser, hvor der stadig sker over 20% flere udsættelser på Sjælland, mens de andre regioner er tilbage på samme niveau som før krisen”, konstaterede Bo Jørgensen.

Louise Schack Elholm (V)

Politikerne var enige. ”Vi har et efterslæb på Sjælland. Det kræver et uddannelsesløft og flere uddannelsesinstitutioner ude, hvor folk bor”, sagde Louise Schack Elholm (V).

Ole Hækkerup (A) pegede på, at infrastrukturen halter: ”Hvorfor skal det tage halvanden time at komme fra Vordingborg? Jernbaner og bredbånd skal skabe udvikling på Sjælland”, mente han.

Sjælland mistede over 100.000 arbejdspladser under krisen. Af de job, der er skabt efterfølgende er fire ud af fem job skabt i København. Jan Løve fra Sparekassen Sjælland ledte mødet, og betonede, at det skal være muligt at leve, bo og arbejde på hele Sjælland. Men manglen på arbejdspladser og uddannelse betyder, at de unge flytter mod København og skubber folk uden arbejde den anden vej.

Ole Hækkerup (A)

Ronja Rosa Ravnskov (F) er blandt de unge, der flytter, for at få uddannelse. ”Jeg flytter da også til København”, sagde hun, og var enig i, at det skulle være muligt at bo og arbejde på Sjælland.

Efter mødet var Bo Jørgensen fra Boligselskabet Sjælland glad for at politikerne tog så godt imod at snakke regionalpolitik om Sjælland.
”Det er rigtig vigtigt for os, at politikerne kender udfordringerne på Sjælland”, forklarede han. ”Næste skridt er, at vi lejer busser den 15. juni og tager beboerne i Roskilde til valgmøde på Dåstrup skole med Roskildekandidaterne.”

FAKTA
Sjælland har stadig 20% flere, der bliver udsat af deres bolig end før krisen. Alle andre regioner er faldet til et lavere niveau.
Sjælland mistede over 100.000 arbejdspladser under krisen. Det var hvert 10. job, der forsvandt. De fleste er skabt igen, men fire ud af fem er skabt i København.
Der sker en social sortering, så dem med uddannelse og job flytter mod København, og dem på overførsel flytter den anden vej.
Ud af de 20 kommuner med laveste uddannelsesniveau ligger de 16 på Sjælland.
Det gør det svært for virksomheder at komme i gang, og det hjælper ikke, at uddannelsesstederne flytter til København, Roskilde og Køge.

Jan Løve, Sparekassen Sjælland var ordstyrer I panelet sad også Thomas Vesth (I), Jan Heidebo (B) og Lea Lie (Å)