Den selvejende institution Ringsted Krisecenter på Sorøvej indviede i foråret 2015 en ny sansehave og legeplads. Interessen for haven har været stor, og mange har eftersøgt et besøg.

Derfor arrangeres nu to åben have-arrangementer, hvor man kan komme og se haven. De to arrangementer afholdes den 30. juni kl. 10-13 og den 2. juli kl. 16-19. Har man lyst til at se og opleve haven, er det nu man skal slå til, besøgene skal nemlig foregå imens de lokale beboere er på feriekoloni.

Ved disse arrangementer er det muligt at få information om haven samt dens opbygning, og om krisecenterets drømme om havens fremtid.

Der vil være salg af kaffe og kage ved krisecenterets frivillige, som også kan fortælle om at blive frivillig i centeret eller i haven. Man kan endvidere tegne  et medlemskab og på den måde bidrage til krisecenteret.

/Stine Amanda