Til Ringsted Natten bliver der masser af muligheder for at møde kommunen og høre om nogle af Ringsted Kommunes mange opgaver.
Kl. 18.00 til 22.00 er der åbent hus på Rådhuset, og på Torvet kan man også finde flere af kommunens medarbejdere, der bl.a. arbejder med sundhed og med vedligeholdelsen af kommunens søer og vandløb.
Det gamle rådhus af Steen Ejler Rasmussen fra 1937 holder traditionen tro åbent hus til Ringsted Natten. Her kan man få et kig ind i det kommunalpolitiske maskinrum; Byrådssalen, hvor Byrådet holder de månedlige byrådsmøder. Flere af kommunalpolitikerne vil være til stede på Rådhuset til Ringsted Natten klar til en snak om det kommunalpolitiske arbejde.
Trafiksikkerhed og internet til alle
På Rådhuset kan man høre mere om trafiksikkerhed og få en snak om, hvor der er behov for at øge trafiksikkerheden i kommunen. Man kan også møde kommunens borgerrådgiver og høre om borgerrådgiverens muligheder for at styrke dialogen mellem borgere og kommunen og evt. booke et møde til en uddybende snak på et senere tidspunkt.
Ringsted Natten sætter i år også fokus på at få internet til alle. På rådhuset kan man høre om Bredbåndspuljens støttemuligheder og finde ud af, hvilke muligheder, der er for internetdækning på ens egen adresse.
I Rådhusets Inkaværelse, hvor man kan se de gamle Inkatapeter fra 1800-tallet, finder man Handicaprådet og Ringsted Bogens redaktionsgruppe. Handicaprådet fortæller om deres arbejde og svarer på spørgsmål fra de besøgende, og hos folkene bag Ringsted Bogen kan man høre om arbejdet med den årlige Ringsted bog og om de mange interessante udstillinger, man henover året kan opleve på Ringsted Museum og Arkiv, eller man kan melde sig ind i museumsforeningen.
Levende krebs og støtte til livsstilsændringer
På Torvet uden for Rådhuset finder man også flere af kommunens medarbejdere.
Ringsted Kommunes Natur og Miljøafdeling viser noget af det udstyr, de bruger ved opmåling og tilsyn med vandløbene. Man kan høre mere om, hvordan man som borger kan følge vandstandens svingninger med nye vandsstandsloggere og få lov at se levende signalkrebs, der er en invasiv krebsetype, der nu også findes i Ringsted Å.
Hos kommunens sundhedskonsulenter kan man få støtte, hvis man ønsker at lægge livsstilen om med f.eks. et rygestop eller kostvejledning, her kan man bl.a. bruge app’en LIVA. Man kan også høre nærmere om to aktuelle kurser, der handler om at tackle angst og depression og job og sygdom. Og så er der mulighed for at blive vejet på kropsanalysevægten.
På Torvet er der også mulighed for at få generelle oplysninger om demens og ensomhed og hvilken betydning det kan have for den enkelte, familien og samfundet. Man kan høre nærmere om, hvilke tilbud kommunen har og deltage i quizzen og hukommelsesspillet, hvor man kan blive klogere på demens.
Ejendomsstaben i Ringsted kommune tager sig af kommunens mange bygninger og fortæller om, hvordan de sikrer at bl.a. skoler, børnehaver og plejehjem vedligeholdes i det daglige. Det sker bl.a. ved brug af droner, som bruges i forbindelse med vedligeholdelse af bygninger.
Kommunens forskellige stande byder også på flere konkurrencer. Man kan f.eks. prøve, om man kan svare rigtigt på tipskuponen om kommunens arbejde. Og så kan man få et kig på, hvordan kommunen arbejder for at skaffe flere tilflyttere – måske nogle af de besøgende kender nogen, der gerne vil flytte til Ringsted.