På grund af vandskade i Anlægspavillonen flytter Ringsted Bibliotek koncerten med Peter Sommer, klimadebataftenen og børneteaterforestillingen Honningbanden til andre lokaliteter i kommunen.

Med hjælp fra lokale kræfter
For nyligt blev der konstateret vandskade i Anlægspavillonen og det forventes derfor, at bygningen ikke i den nærmeste tid kan rumme de arrangementer Ringsted Bibliotek har planlagt. Biblioteket har derfor fundet nye gode lokaler til arrangementerne, så publikum fortsat kan få en god oplevelse.

”Det er lykkedes os med hjælp og velvilje fra gode lokale kræfter at flytte de tre arrangementer vi har i efteråret til andre lokaliteter i kommunen. Vi håber at vores publikum har forståelse for at arrangementerne er blevet flyttet”, fortæller Rikke Bernt, der er arrangementskoordinator for Ringsted Bibliotek & Borgerservice.

Koncert med Peter Sommer
Koncerten med Peter Sommer torsdag den 31. oktober er flyttet til Klostermarkskirken, Ahorn Allé 46C. Dørene åbner kl. 19.15. Da koncerten er flyttet er der ikke nummererede pladser.

Klimadebat
Klimadebataftenen torsdag den 7. november kl. 19.00-21.00, hvor debatpanelet består af Anders Morgenthaler, Jesper Theilgaard, Borgmester Henrik Hvidesten, Kommunikationsdirektør Astrid Gade fra Danish Crown, Klimaordfører Anne Paulin, Mads Raastrup Søndergaard fra Ungeklimarådet og Tine Gøtzsche som ordstyre er flyttet til Midtsjællands Gymnasium, afdeling Ringsted Ahorn Allé 11. Arrangementet afholdes i Kantinen.

Honningbanden
Børneteaterforestillingen Honningbanden fredag den 29. november kl. 16.00-17.00 er flyttet til Ringsted Musik- og Kulturskole, Garnisonen 46-48. Forestillingen afholdes i Lokale 2.

Det er stadig muligt at købe billetter til alle tre arrangementer via ringstedbib.dk.