Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2020/03/31 til 2020/04/14.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk

Kl. 11.28 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøjet. Bag rattet sad en 40-årig mand fra Slagelse, som ikke kunne fremvise noget kørekort. Det viste sig, at han i 2016 havde fået førerretten inddraget af politiet af helbredsmæssige årsager og derfor ikke havde lov til at være fører af et køretøj. Politiet sigtede ham derfor for kørsel uden førerret og kunne dermed konstatere, at det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at han var blevet afsløret i den overtrædelse af færdselsloven. Hans personbil blev derfor beslaglagt af politiet med henblik på senere konfiskation, så den 40-årige vil blive indkaldt til et retsmøde, når sagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af sagen skal afgøres.

Narkokørsel – Holbækvej, Benløse, Ringsted

Kl. 18.32 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 32-årig mand fra Birkerød for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Varetægtsfængsling – Narkotikalovgivningen – Ringsted

Kl. 08.15 foretog politiet en ransagning af bopælen hos en 29-årig mand fra Ringsted på grund af mistanke om, at han måske var i besiddelse af narkotika. Ved ransagningen, hvor bl.a. narkohunde deltog, fandt politiet ca. 100 gram kokain og ca. 200 gram hash, hvorfor den 29-årige blev anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af narkotikaen med henblik på videresalg. Fredag eftermiddag blev den 29-årige fremstillet i et grundlovsforhør og varetægtsfængslet foreløbigt til den 30. april 2020. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre.

Truende mand – Benløseparken, Ringsted

Kl. 17.46 anmeldte en kvinde fra Ringsted, at en 49-årig mand fra Ringsted havde opsøgt hende for at få oplysninger om en tidligere kvindelig bekendt og hendes opholdssted. I forbindelse med henvendelsen havde manden fremvist noget, der kunne minde om et skydevåben, hvorefter han var taget fra stedet. Politiet fik den 49-årige mand lokaliseret til en lejlighed i Benløseparken, Ringsted, hvorfor området blev afspærret. Kl. 19.26 lykkedes det udramatisk at foretage anholdelse af den 49-årige, da han kom ud af lejligheden medbringende en køkkenkniv. Lejligheden blev efterfølgende ransaget, og herunder fandt politiet både en luftpistol og et luftgevær, som blev foreløbigt beslaglagt. Den 49-årige blev sigtet for trusler på livet over for den kvinde, som han havde opsøgt, og for overtrædelse knivloven i forhold til køkkenkniven, som han bar ved anholdelsen. Efter afhøring til sagen blev den 49-årige efter en juridisk vurdering løsladt, da der ikke umiddelbart var grundlag for fremstilling i grundlovsforhør. Han er fortsat sigtet i sagerne, som han senere vil høre nærmere om, når de skal afgøres.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 15.44 var en 36-årig mand fra Odense C blev overhalet indenom af en sort personbil formentlig af mærket Audi A4. Herunder var den 36-åriges bil blevet strejfet på højre side, så den 36-årige mistede kontrollen over sin personbil, der efterfølgende ramte autoværnet på midten af vejen. Den sorte personbil fortsatte med høj hastighed i vestlig retning på motorvejen, så Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev anmodet om at holde med en sort personbil formentlig med skader på sin venstre side. Uheldsstedet blev afspærret med en skiltevogn, indtil den 36-åriges personbil kunne flyttes fra stedet, hvor den var standset i overhalingssporet. Kl. ca. 16.25 var der ryddet op efter uheldet, som den 36-årige slap uskadt fra.

Politiet hører gerne fra personer, der har bemærket den sorte personbil formentlig af mærket Audi A4 køre med høj hastighed ad Vestmotorvejen efter uheldet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Indbrud i Perioden

Ole Hansens vej, Ringsted
Hækkerupsvej, Ringsted
Sleipnersvej, Ringsted