Mandag aften besluttede Byrådet at beboerne på kommunens plejecentre og botilbud igen kan få besøg. Det kommer dog til at ske på andre måder end man er vant til for at hindre smitte med COVID-19. Det oplyser Ringsted Kommune i en pressemeddelse.

Ældre borgere på plejecentre og borgere på botilbud i Ringsted Kommune har som i resten af landet ikke haft mulighed for at modtage besøg i de seneste uger pga. Corona-situationen. I takt med at samfundet åbner for flere aktiviteter, besluttede Byrådet i aftes, at der kan åbnes for besøg på kommunens plejecentre og botilbud, så længe det planlægges sådan at myndighedernes retningslinjer for at hindre smitte overholdes.

Borgmester Henrik Hvidesten siger om beslutningen: ”Der har igennem nogle uger været debat om, hvorvidt det ville være forsvarligt at åbne for besøg på plejecentre og botilbud. Den debat har også kørt lokalt i Ringsted Kommune og er et udtryk for, at de ældres trivsel og trivslen hos beboerne på vores botilbud ligger rigtig mange mennesker på sinde. Jeg er derfor glad for, at Byrådet nu har truffet beslutning om, at man igen kan besøge sine pårørende på kommunens institutioner på en måde, som også sikrer, at vi fortsat begrænser smitte med Corona-virus mest muligt.”

Formand for Ældre- og Genoptræningsudvalget Benny Christensen siger endvidere: ”Forbuddet mod besøg var en nødvendig foranstaltning tidligt i forløbet for at begrænse spredningen af COVID-19 til nogle af vores mest sårbare borgere. Men den tidlige nedlukning betyder også, at mange ældre på plejecentre og beboere på botilbud bliver ensomme, når de i længere tid ikke har haft mulighed for besøg. Det er derfor nødvendigt, at vi nu giver mulighed for, at der kan etableres mere kontakt, selvom det ikke kan blive helt som det plejer at være. For det er fortsat vigtigt at vi alle udviser sund fornuft og respekt for de anbefalinger myndighederne kommer med, så vi kan passe på os selv og hinanden.”

Nye retningslinjer ved besøg.
Det vil fortsat ikke være muligt at besøge pårørende på plejehjem og botilbud indendørs. Pårørende kan derfor kun besøge beboerne på udendørs arealer, og der vil være et fortsat fokus på at myndighedernes retningslinjer for afstand og hygiejne mv. opretholdes.

Formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget Britta Nielsen siger: ”Det er en vigtig balance vi skal have til at gå op i den gradvise åbning af samfundet. På den ene side skal vi fortsat begrænse smitten mest muligt og særligt over for de grupper, der ikke tåler sygdommen ret godt. Samtidig er det vigtigt, at vi ikke overser den mentale sundhed hos vores borgere. Så muligheden for udendørs besøg er et vigtigt skridt for at begrænse ensomheden hos borgerne.”

Byrådet besluttede at afvente de nye retningslinjer, der er på vej fra myndighederne, før datoen for åbning besluttes og de endelige retningslinjer for besøg vedtages. Der vil forventeligt være forskellig praksis fra institution til institution for, hvordan retningslinjerne bliver for besøg afhængig af de muligheder, man har på de enkelte institutioner.

Alle steder bliver det dog nødvendigt at bestille tid til besøg, og de fleste pårørende skal forberede sig på, at det ikke vil være muligt at foretage daglige besøg, da det vil betyde, at der er for mange til stede ad gangen. Og så vil der blive indført flere lokale tiltag for at sikre, at myndighedernes retningslinjer opretholdes.

Pårørende bliver informeret.
Alle primære pårørende til borgere på kommunen plejecentre og botilbud vil få direkte besked fra institutionen om, hvordan de skal forholde sig ved besøg, når retningslinjerne ligger klar. Retningslinjerne kommer også til at ligge på Ringsted Kommunes hjemmeside.