Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2020/09/04 til 2020/09/15.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Aktion mod udnyttelse af mennesker – Roskilde / Ringsted / Greve

Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjælland Politi deltog mandag i en fælleseuropæisk Europol-indsats mod menneskehandel og mulig udnyttelse af menneskers arbejdskraft i den forbindelse. I aktionen deltog også Arbejdstilsynet og Center mod Menneskehandel, når myndighederne aflagde besøg hos forskellige virksomheder, hvor der måske kunne være mistanke om udnyttelse af arbejdskraften eller menneskehandel.
I Roskilde by fik to virksomheder inden for autobranchen og en massagevirksomhed et uanmeldt besøg, hvorunder de udenlandske personer, som myndighederne traf, blev kontrolleret uden at finde grundlag for at mistænke hverken dem eller virksomhederne for udnyttelse af dem.
I Ringsted by fik en restauration et besøg, men også her fandt myndighederne ikke grundlag for at gribe ind over for udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft.
Myndighederne fortsatte sidst på dagen videre til Greve, hvor et indkvarteringssted for udenlandske personer fik et besøg for at kontrollere, om man boede under acceptable forhold. Også ved dette besøg fandt ingen af myndighederne grundlag for at foretage sig yderligere.

Kvinde sigtet for vold og overtrædelse af våbenloven – Skovgården, Ringsted

Kl. 11.43 fik politiet en anmeldelse om, at to kvinder i forbindelse med en samtale var blevet uenige, så den ene kvinde til sidst var blevet sprøjtet i ansigtet med en peberspray. Det viste sig, at to kvinder på 31 og 40 år begge fra Ringsted havde aftalt at mødes på Skovgården for at drøfte et privat anliggende. Den 40-årige havde i den forbindelse medbragt et bat og havde under samtalen, der udviklede sig til en diskussion, løftet battet truende og kort efter sprøjtet den 31-årige i ansigtet med en peberspray. Politiet traf begge parter på Skovgården, hvorefter den 40-årige blev anholdt og sigtet for både vold og overtrædelse af våbenlovgivningen i forhold til både battet og pebersprayen. Hun blev løsladt efter afhøring til sagen, som udviklede sig senere på aftenen med diverse tekst-beskeder mellem parterne. Korrespondancen omhandlede en tvist om ejerskabet af en kanin, som de hver især mente at være ejer af. Ingen af parterne havde dog opsøgt hinanden i den anledning efter sagerne tidligere på dagen.

To anholdt for indbrud – Benløseparken, Ringsted

Kl. 21.38 fik politiet anmeldelse om indbrud i øjeblikket i en lejlighed i Benløseparken. En sølvgrå personbil blev i den forbindelse set køre fra stedet. En patrulje traf bilen tæt ved Benløseparken, med en kvinde bag rattet og en mand som passager. I bilen fandt politiet en boltsaks og et koben, og de to erkendte at have begået indbrud først i et kælderrum og herefter forsøgt at bryde ind i lejligheden. Politiet fandt malergrej og nogle tasker, som var stjålet fra kælderrummet, men det var ikke lykkedes parret at komme ind i lejligheden.
Politiet sigtede og anholdt de to, en 28-årig mand fra Haslev og en 23-årig kvinde fra Ringsted for indbrud. Kvinden var påvirket af narko, og blev sigtet for narkokørsel og fik udtaget en blodprøve. De to blev taget med til politistationen til afhøring, hvorefter sagen blev juridisk vurderet. Der blev ikke skønnet grundlag for at fremstille de to i grundlovsforhør. De blev løsladt ud på natten, men vil høre mere fra politiet i sagen.

Farlig kørsel – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 09.05 var politiets videobil på patrulje på Vestmotorvejen i vestlig retning. Her bemærkede betjenten en personbil, som kørte i høj hastighed. Bilisten kørte tæt på de andre bilister og pressede dem bagfra for at få dem til at trække. Da han ikke fik mulighed for at overhale, tog han den indenom i en overhaling højre om to biler i høj fart. Bilens hastighed blev målt til at køre 176,9 km/t på en strækning, hvor 130 km/t er tilladt. Politiet standsede bilen, som blev ført af en 21-årig mand fra Køge, som ikke havde et gyldigt kørekort, da han ikke havde generhvervet sin førerret efter en tidligere frakendelse.

Foruden en sigtelse for kørsel uden førerret, blev den 21-årige blev sigtet for at køre for hurtigt, for tæt og for at overhale højre om. Bilen havde han lånt, så ejeren af bilen kan forvente et sigtelse for at låne sin bil ud, til en person uden kørekort. Det bliver alt i alt en meget dyr køretur for både den 21-årige og bilens ejer. Den 21-årige kan desuden forvente, at der bliver nedlagt påstand om frakendelse af førerretten i sagen.

Chikanekørsel – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 14.30 anmeldte en 49-årig kvindelig bilist fra Køge, at hun netop havde været udsat for chikanekørsel på Vestmotorvejen af en mandlig bilist i en større sølvgrå Audi personbil. Kvinden var kørt på motorvejen mod vest ved Vemmedrup, og bag kvinden kørte den sølvgrå Audi. På motorvejen var der tæt trafik og hastigheden nedsat på grund af sammenfletningen ved tilkørslen. Kvinden kom til at køre bag en større lastvogn og ville overhale. Da hun begyndte sin overhaling i 2. vognbane, begyndte Audien bagved også at overhale. Den kvindelige bilist følte, at Audien pressede hende, og hun kunne se i bakspejlet, at den mandlige fører gestikulerede voldsomt, mens han blinkede med lyset. Efter at have kørt lidt blev der frit i 1.vognbane, og Audien overhalede nu højre om den 49-årige bil, før hun selv nåede at trække ind. Da den mandlige bilist kom foran kvindens bil bremsede han op, så hun også måtte bremse for ikke at påkøre ham. Kvinden trak nu ind i 1.vognbane, for at komme væk fra Audien. På grund af den tætte trafik kom hun til at køre ved siden af Audien.

Føreren af Audien rullede nu vinduet ned og kastede en ukendt hvid genstand på den 49-åriges bil, så der lød et stort “gonk” inde i bilen. Den 49-årige ringede nu alarmopkald 112 for at anmelde episoden. Audien kørte videre ad Vestmotorvejen, hvor han fortsatte med at presse andre bilister. En patrulje fik kontakt til bilen ved Slagelse V, hvor bilen blev standset. Føreren af bilen, en 32-årig mand fra Fyn, blev sigtet for at have forvoldt fare mod den 49-årige. Han erkendte, at han havde kørt på stedet, hvor han havde haft en trafikal kontrovers med en kvindelige bilist i en Toyota, men nægtede at have kørt hasarderet eller at have kastet noget.

Politiet søger vidner i sagen, som kan være med til at belyse episoden på Vestmotorvejen omkring Vemmedrup mod Bjæverskov ca. 14.30. Vidner som har bemærket kontroversen mellem to personbiler, en større sølvgrå Audi og en sølvgrå Toyota Corolla bedes ringe til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 4635 1448 eller på tlf. 114.

Kiggekø førte til endnu et uheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 15.21 kørte en varebil op i en forankørende på Vestmotorvejen i vestlig retning, da føreren en 20-årig mand fra Slagelse kort var uopmærksom, mens han stillede på radioen. På grund af kødannelse længere fremme var en 41-årig kvinde fra Viborg bremset op, og hun blev ramt bagfra af varebilen. Uheldet skabte kø på motorvejen, så der blev sendt autohjælp og en skiltevogn, til at borttransportere de forulykkede biler og hjælpe med at afvikle trafikken.

Mens oprydningsarbejdet stod på, opstod der en såkaldt kiggekø i den modsatte side af motorvejen mod øst. Kl. 16.02 kom en anmeldelse om, at der nu var sket et nyt uheld i forbindelse med kiggekøen. En 29-årig kvinde fra Køge kom kørende, da trafikken foran pludselig bremsede kraftigt ned. Hun nåede ikke at bremse, men påkørte en 49-årig mand fra Hårlev, så hans bil blev skubbet videre frem i en tredje personbil.

Ingen personer kom til skade ved nogen af ulykkerne, men bilerne blev beskadiget. Politiet registrerede begge uheld, som torsdag eftermiddag forårsagede kø på motorvejen i begge retninger.

 

Tricktyverier – Holbæk, Højby, Ringsted, Nykøbing Sj., Greve, Rørvig og Roskilde

Politiet har i den seneste tid fået flere anmeldelser om tricktyverier både på gaden og i forretninger. Nogle af de forurettede har efter tyveriet haft mistanke til en bestemt person, der eksempelvis har hjulpet vedkommende, har spurgt om vej, eller på anden måde været tæt på den forurettede i tiden op til, at tyveriet bliver opdaget.

Andre anmeldelser om tricktyverier kan være foregået i butikker, hvor to eller flere personer går ind i en forretning og afleder opmærksomheden hos den/de ansatte. Det kan enten være ved at spørge til flere produkter, tage ting ned fra hylderne og sætte dem på plads igen, eller ved at bede om hjælp.
Når den ansattes opmærksomhed er afledt, vil den anden person tage butikkens mobiltelefoner, tablets eller andre effekter. Herefter forlader de forretningen uden at købe noget.

Politiet vil derfor gerne opfordre både borgere, butiksindehavere og ansatte til at være opmærksomme på mistænkelig adfærd i butikkerne. Skulle der indfinde sig personer i forretninger, der kunne mistænkes for tricktyveri, bedes de ansatte kontakte politiet med det samme. Desuden skal borgerne være særligt opmærksomme, når personer går tæt på, tilbyder sin hjælp på gaden eller på anden vis henvender sig.

Den seneste måned er der kommet anmeldelser om følgende tricktyverier:

04. september: Sølystvej, Holbæk
31. august: Stenhusvej, Holbæk
25. august: Ahlgade, Holbæk
21. august: Labæk, Holbæk

8. august: Oldermandsvej, Rørvig
21. august: Højby Hovedgade, Højby
31. august: Oddenvej, Nykøbing Sj.

13. august: Klosterparks Alle, Ringsted
22. august: Sct. Knudsgade, Ringsted
29. august: Ringsted Station
31. august: Ringsted Station

23. august: Hundige Station, Greve
20. august: Algade, Roskilde

Social dumping-aktioner – Roskilde / Ringsted

Tre byggepladser, to i Roskilde by og én i Ringsted by, og en skrothandler i Roskildes industriområde fik i løbet af tirsdagen et uvarslet besøg af udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi, der i samarbejde med Arbejdstilsynet foretog en kontrol af arbejdsforholdene og eventuelle udenlandske arbejderes tilladelser som led i myndighedernes indsats mod social dumping.

På de to byggeplader i Roskilde traf myndighederne dels tre danske medarbejdere på den ene arbejdsplads, medens en litauisk mand med orden i papirerne blev truffet på den anden. I Ringsted traf myndighederne seks rumænske arbejdere, men de havde også orden i deres tilladelser til at arbejde i Danmark. Politiet fandt derfor ikke grundlag til at foretage sig yderligere i forbindelse med disse kontroller.
På arbejdspladsen hos skrothandleren i Roskilde traf myndighederne en nigeriansk mand, der for nylig var indrejst i Danmark som turist og derfor opholdt sig lovligt i landet. Ingen havde set ham arbejde hos skrothandleren, hvorfor politiet heller ikke her fandt grundlag for at foretage yderligere over for hverken nigerianeren eller indehaveren af skrothandlen.

Myndighederne vil også i fremtiden foretage forskellige uvarslede kontroller på forskellige typer af arbejdspladser for at kontrollere, hvorvidt beskæftigelse af eventuel udenlandsk arbejdskraft sker efter gældende regler for at imødegå social dumping på arbejdsmarkedet.

OPFØLGNING

 

Endnu et offer og vidner efterlyses i ny voldssag – Lystanlægget, Anlægsvej, Ringsted

En ældre kvinde med rollator og et par – en mand og en kvinde i 30-erne – efterlyses nu af politiet i endnu en sag om vold, som en østeuropæisk udseende mand mistænkes at stå bag i Ringsted by lørdag den 29. august 2020.

I forbindelse med efterforskningen af de allerede anmeldte voldssager har tre skolepiger oplyst politiet om, at de lørdag den 29/8-2020 mellem kl. ca. 14.00 – 16.00 befandt sig i Lystanlægget ved biblioteket. En ældre kvinde med rollator gik ad en sti, da en bagfrakommende mand umotiveret sparkede hende i ryggen, inden han forsvandt væk i området. En mand og en kvinde – begge vurderet til at være ca. 30 år – kom den ældre kvinde til undsætning. Ifølge skolepigerne svarede overfaldsmandens signalement til den mand, som politiet tidligere har efterlyst i medierne.

Politiet har imidlertid ikke modtaget nogen anmeldelse fra den ældre kvinde om dette overfald, hvorfor både hun og parret nu efterlyses. Kvinden med rollatoren var ifølge skolepigerne formentlig iført en lys cardigan og en lys nederdel. Det hjælpsomme par er ikke yderligere beskrevet ud over, at både manden og kvinden er ca. 30 år. Samme lørdag mistænkes samme mand for overfald på flere andre kvinder andre steder i Ringsted by. Trods efterlysning af den mistænkte i medierne, politiets egen eftersøgning og efterforskning i voldssagerne er det endnu ikke lykkedes politiet at få ham identificeret.

Politiet ønsker derfor stadig offentlighedens hjælp til at få identificeret den mistænkte, der beskrives som:

Mand, 20-40 år, 170-175 cm, østeuropæisk af udseende, lys i huden og rundt hoved med kort brunt hår. Han var den pågældende lørdag iført mørk trekvart-lang frakke, løse jeans og lyse sko/sneakers. Han talte meget på et ukendt fremmedsprog og medbragte en større blå/hvid plastikpose med hank.

Udenlandsk butikstyv – Huginsvej, Ringsted

Kl. 16.27 var politiet sendt til en udenlandsk butikstyv i Fakta i Ringsted, hvor personalet havde tilbageholdt en mistænkt. Patruljen traf en 31-årig mand fra Litauen, som havde taget en ramme øl og fire Red Bull energidrik til en samlet værdi af 166 kr, som han havde gemt i sin taske. En medarbejder havde desuden bemærket, at den mistænkte også havde drukket nogle øl, mens han befandt sig i butikken. Ved kassen betalte han kun for en Red Bull, hvorefter han forlod butikken, men blev standset af personalet og bedt om at følge med. Den 31-årige blev sigtet for butikstyveri og afhørt til sagen, som han erkendte. Han betalte en straksbøde, hvorefter han fik lov til at gå.

Mand faldt ned fra taget – Nyhusvej, Ørslev, Ringsted

Kl. 09.07 fik politiet via alarm 112 melding om, at en person var kommet til skade i forbindelse med noget tagarbejde på en privat adresse. Inden ankomsten til uheldsstedet fik politiet oplysninger om, at den tilskadekomne var fløjet med lægehelikopteren til Rigshospitalets traumecenter til undersøgelse og behandling for et hovedtraume. Det viste sig, at den tilskadekomne var en 72-årig mand fra Vig, som havde hjulpet med et tagarbejde på en ladebygning. Han faldt under arbejdet gennem taget og ned på et betongulv, hvorfor han pådrog sig et hovedtraume. Politiet kunne konstatere, at der på arbejdsstedet var opsat sikkerhedsudstyr mod fald. Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken, som Arbejdstilsynet vil undersøge nærmere i samarbejde med politiet i et forsøg på at få klarlagt, om nogen kan drages til ansvar. Den tilskadekomne er fortsat indlagt på Rigshospitalet til fornøden behandling og meldes i stabil tilstand.

Færdselsuheld – Roskildevej, Snekkerup, Ringsted

Kl. 10.55 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, hvor tre bilister var impliceret, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Det viste sig, at en 66-årig mand fra Ringsted i det nordgående spor var standset med sin personbil og afventede modkørende, inden han ville svinge til venstre ind til en privat ejendom. Medens han afventede modkørende, blev han påkørt bagfra af en anden personbil ført af en 62-årig mand fra Ringsted. Påkørslen medførte, at den 66-åriges bil blev skubbet over i den modsatte kørebanehalvdel, hvor bilen blev påkørt af en tredje personbil ført af en 19-årig mand fra Borup i sydgående retning ad Roskildevej. Han så sammenstødet mellem de to bilister ske, men kunne ikke undgå selv at blive involveret. Den 62-årige mand blev bragt på skadestuen til kontrol, men var ligesom de to øvrige bilister sluppet uskadt fra uheldet.

Færdselsuheld – Østre Ringvej / Kærup Parkvej, Ringsted

Kl. 22.36 fik politiet en henvendelse fra en bilist om, at en varebil var kørt ligeud i en rundkørsel og nu var forulykket. Det viste sig, at en 32-årig mand fra Letland som fører af en dansk registreret varebil var kørt ad Østre Ringvej mod syd og formentlig med for høj hastighed, så han i rundkørslen ved Kærup Parkvej var kørt ligeud i rundkørslen. Herved havde han påkørt en lygtepæl, så gadebelysningen på stedet var gået ud. Et elselskab blev derfor tilkaldt til at foretage reparation, så rundkørslen ikke henlå i mørke. Der var tale om et solouheld, og den 32-årige fører slap uskadt fra uheldet.

Indbrud i Perioden

Søgade, Ringsted