Ringsted Kommune igangsætter nyt projekt for at skabe et bedre liv for ældre, der er ramt af ensomhed og isolation. Den 2. september holder kommunen opstartsmøde for alle med interesse i området.

Selv om de fleste ældre har et godt og aktivt socialt liv, er der mange, der er ensomme. Sundhedsstyrelsen har i deres forebyggelsespakke for mental sundhed konkluderet, at næsten hver fjerde borger over 65 år i kortere eller længere perioder har følt sig ensom.

Vil forebygge ensomhed
Ringsted Kommune sætter derfor gang i et nyt projekt, som skal aftabuisere emnet og forebygge, at endnu flere ældre bliver ensomme. Projektet er finansieret af restmidler fra ældrepuljen.

I første omgang vil kommunen lave en opsøgende indsats, især i boligområder og landsbyer med mange ældre, for at identificere de netværk, der allerede findes, som fx foreninger, klubber, interesseorganisationer, bolig- og grundejerforeninger og ressourcepersoner i nærområdet. Målet med indsatsen er at inddrage udsatte ældre i de eksisterende netværk eller skabe helt nye netværk.

Borgmester håber på stor tilslutning
Kommunens politik for ældreområdet vægter deltagelse, fællesskab og ansvar højt – og forebyggelse af ensomhed blandt ældre er derfor også højt prioriteret. Borgmester Henrik Hvidesten håber, at både borgere og repræsentanter fra foreningslivet møder talstærkt op til opstartsmødet den 2. september:

”Vi har brug for, at unge såvel som ældre borgere i Ringsted Kommune engagerer sig, så vi sammen kan skabe en bred vifte af muligheder for kontakter og nye netværk. Det kræver kun en lille indsats at gøre en stor forskel for de ældre, som kæmper med ensomhed – og som frivillig opnår man ofte også selv stor glæde ved at give til andre”, siger Henrik Hvidesten.

Opstartsmøde – tid og sted
Den 2. september afholdes der opstartsmøde til projektet for alle med interesse i emnet. Det foregår på Knud Lavard Centret fra kl. 17.00 – 20.00. Her er målet at sætte spot på emnet og lade deltagerne udveksle idéer og meninger. Deltagerne får inspiration til, hvordan de med en lille indsats kan gøre en stor forskel.

Arrangementet ledes af Dorit Wahl-Brink fra firmaet Marselisborg – Center for udvikling, kompetence og viden. Marselisborg har erfaring fra samarbejde med over 50 kommuner og frivillige landet over, og de har været med til at udvikle indsatser for at forebygge ensomhed blandt ældre.

Centerchef for Ringsted Kommunes Sundheds- og Omsorgscenter Mona van Gaever Larsen byder velkommen, og aftenens program vil bestå af oplæg, workshops og debat, hvor deltagerne får viden, afklaret myter og fakta samt inspiration til konkrete idéer til handling.

Tilmelding
Der vil blive serveret sandwich og sodavand ved arrangementet, og af hensyn til traktementet bedes alle interesserede tilmelde sig senest d. 31. august. Tilmelding skal ske på mail mjha@ringsted.dk eller telefon 53 33 79 40.