Pernille Rahbek kom omkring sin egen historie med hendes mor, der oftest udadtil lignede Joan Collins, men som hun også havde oplevet til et skolekomsammen, hvor moderen havde tisset i bukserne, fordi hun var så fuld, at hun ikke kunne holde sig. Men hele Pernilles barndom har det været vigtigt at slette alle spor, så ingen kunne se, hvor skidt det faktisk stod til.
Pernilles inderste ønske var, at moderen skulle stoppe med at drikke. Men det var ikke sådan lige at få hende til. Moderen levede også igennem en årrække med en voldelig mand, hvor Pernille oplevede moderen med blå øjne. Pernille gav et råt for usødet foredrag, hvor der ikke blev lagt skjul på noget. Hun fortalte blandt andet også, hvordan hun i sin skoletid havde stået og ventet på, at moderen skulle hente hende og kammerater efter skole, men moderen dukkede aldrig op. Eller når moderen lå bevidstløs og sov brandert ud, og det var umuligt at vække hende.
Kan man se jeg har grædt er en gribende fortælling – og Pernille gjorde foredraget meget levende ved at inddrage publikum, som stillede nysgerrige spørgsmål og fik svar herpå. Publikum i salen var med Pernille under hele fortællingen.
