Bred budgetaftale for 2016 på plads i Ringsted Kommune.
Der bruges godt 40 millioner kroner på at vedligeholde kommunens skoler. Virksomhederne lettes for 20 millioner kroner, når dækningsafgiften afskaffes. Og der ansættes flere rådgivere til bedre sagsbehandling bl.a. omkring børnesager og for at sætte gang i by- og erhvervsudviklingen i kommunen. Det er nogle af hovedoverskrifterne for den aftale om Ringsted Kommunes budget for 2016, som 19 ud af 21 af Byrådets medlemmer søndag aften blev enige om.
Der er indgået budgetaftale for 2016 i Ringsted mellem Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, De Konservative, Socialistisk Folkeparti og løsgænger Kisser Franciska Lehnert. Byrådet skal endeligt vedtage budgettet for 2016 på byrådsmødet mandag den 5. oktober.
”Jeg er meget glad for, at 19 ud af Byrådets 21 medlemmer står sammen om et stærkt budget med klar udviklingsretning for Ringsted Kommune. Og så er jeg selvfølgelig også meget tilfreds med, at vi ikke skal igennem store besparelser for at nå vores fælles visioner og mål for kommunen. Vi har haft et rigtig godt forhandlingsklima hele vejen igennem forløbet og har været meget langt nede i substansen af kommunens budgetter for at finde penge til de helt rigtige indsatser i de kommende år”, siger borgmester Henrik Hvidesten.
En af de helt store investeringer i budgettet for 2016 og de kommende år er en pulje til vedligeholdelse af kommunens skoler på ca. 40 millioner kroner. Partierne bag budgetaftalen følger dermed op på en undersøgelse af bygningstilstanden på kommunens skoler, som for nylig viste et større behov for vedligeholdelse. I 2016 vil det først og fremmest være Vigersted Skole, som får del i pengene. På budgettet for 2016 og årene fremover har forligspartierne også afsat penge til faglig fordybelse og mere samarbejde mellem kommunens kulturinstitutioner og skoler som en del af folkeskolereformen.
Partierne bag budgetforliget fremhæver også, at de over de næste fem år afskaffer dækningsafgiften for erhvervslivet. Dækningsafgiften er en særlig afgift på erhvervsejendomme og er i øjeblikket på 7,5 promille. I første omgang sættes dækningsafgiften ned med 2,5 promille i 2016 og de sidste 5 promille fjernes frem mod 2020. Dermed letter forligsparterne erhvervslivets afgifter med 20 millioner kroner om året.
Med afskaffelsen af dækningsafgiften ønsker forligspartierne at gøre det endnu mere attraktivt at drive og etablere virksomhed i Ringsted Kommune – og afskaffelsen af dækningsafgiften er dermed også en investering i at skaffe nye arbejdspladser til borgerne i Ringsted Kommune. Som en del af budgetforliget ønsker forligsparterne en fælles hensigtserklæring mellem kommunen og Ringsted Erhvervsforum (REF), hvor virksomhederne tilkendegiver, at de er indstillet på at gøre en ekstra indsats for at skabe arbejdspladser i kommunen.
Partierne bag aftalen har også fundet det vigtigt at finde penge til at sætte gang i et endnu tydeligere udviklingsspor for Ringsted Kommune, og derfor sættes der i de kommende år ekstra penge af til at få udviklet lokalplaner for både by-, bolig- og erhvervsområder i kommunen. Det drejer sig om 1,8 millioner kroner om året.
Som led i budgetaftalen har partierne også prioriteret at ansætte 7 rådgivere på børne- og ungeområdet, der bl.a. kan arbejde med de vanskelige børnesager. Baggrunden for det er bl.a., at erfaringer fra andre kommuner viser, at et øget antal rådgivere gør det muligt at gribe tidligere ind, når børn og familier er i udfordringer.
Endeligt fremhæver partierne en indsats i forhold til ældreområdet, hvor der er fundet penge til et kompetenceløft hos medarbejderne på plejecentrene og etableringen af et dagcenter for ældre borgere med handicap.
FAKTA – Nogle af hovedprioriteringerne i budgetaftalen for 2016-2019 er:
- 40 millioner kr. til vedligeholdelse af folkeskolerne
- 20 millioner kr. til at fjerne dækningsafgiften for erhvervslivet frem mod 2020
- 2,7 millioner kr. om året til rådgivere på børne- og ungeområdet
- 1,7 millioner kr. årligt til dagcenter for ældre med handicap
- 800.000 kr. årligt til at fremme folkeskolereformen gennem faglig fordybelse og samarbejde mellem skoler og kulturinstitutioner
- 600.000 kr. yderligere om året til klimatilpasningsprojekter