Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2015-09-15 til 2015-09-22.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.
Energisk butikstyv – Jyllandsgade, Ringsted
2015-09-18 – Kl. 1545 ønskede personalet i Rema 1000 assistance fra politiet, idet en ung mand, der mistænktes for tyveri, var tilbageholdt og ikke ville oplyse sin identitet. Politiet fik i supermarkedet kontakt med en 19-årig mand fra Ringsted, der havde stjålet tyggegummi og energibarer for 902 kr. Politiet sigtede ham derfor for tyveri af varerne, fordi han havde undladt at betale for varerne, da han gik gennem kassen. Han vil senere modtage en bøde for tyveriet.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted
2015-09-18 – Kl. 0712 blev politiet og det lokale redningsberedskab kaldt ud til et færdselsuheld på afkørselsrampen ved afkørsel 35 Østre Ringvej. En 28-årig mand fra Fakse kørte i sin personbil ad afkørselsrampen og ville bremse for de øvrige bilister, der holdt i kø for rødt lys i højresvingsbanen. På grund af våd kørebane gled hans bil ind i bilen foran, som igen blev skubbet frem i den næste bil, der sluttelig påkørte den forreste i køen. Ingen af førerne i bilerne kom til skade ved uheldet, hvor et bjærgningskøretøj flyttede den 28-åriges bil pga. skader. Kl. ca. 0800 var politiet færdige på uheldsstedet.
Spirituskørsel – Bøgedevej, Slimminge, Ringsted – Køge
2015-09-17 – Kl. 1655 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 62-årig mand fra Borup for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Truende mand – Ortved, Ringsted
2015-09-17 – Kl. 1848 fik politiet en henvendelse fra en bekymret kvinde, som er mor til to børn, som en tidligere samlever (børnenes far – en 36-årig mand fra lokalområdet) havde hentet uden aftale. Samtidig havde han udtalt sig truende over for anmelderen i anledning af det brudte samlivsforhold. Politiet kørte til mandens bopæl på grund af bekymring om, hvorvidt han kunne gøre skade på sig selv eller børnene. På mandens bopæl fik politiet udramatisk kontakt til den 36-årige, der blev anholdt. Børnene var til stede og havde det godt. De blev overdraget til deres mor. Den 36-årige blev i løbet af aftenen sigtet og afhørt til en sag om straffelovens bestemmelser omkring trusler. Efter afsluttet sagsbehandling løslod politiet den 36-årige, som dog vil høre nærmere, når sagen skal afgøres.
Røveri mod person i bus – Køgevej, Ringsted
2015-09-17 – Kl. 1910 anmeldte faderen til en 14-årig dreng fra Ringsted, at hans søn i en offentlig bus rute 260 på Køgevej i Ringsted var blevet kontaktet af en ung mand, som han kendte fra byen. Den unge mand var netop stedet på bussen og gik direkte hen til den 14-årige, som uden varsel fik en lussing og blev afkrævet penge. Da han ikke havde penge, forlangte den unge mand at få den 14-åriges mobiltelefon, som han udleverede. Røveren steg af bussen i centrum, hvorefter den 14-årige via en lånt telefon fik kontakt til sin far. Politiet har ud fra offerets forklaring fået identificeret røveren, som nu eftersøges med henblik på sigtelse og afhøring til sagen.
Indbrud i perioden
Amtstue Alle, Ringsted
Bakkehusene, Jystrup
Egemosevej, Jystrup Midtsj.
Fluebæksvej, Benløse, Ringsted
Harhoffs Alle, Ringsted
Industriparken, Ringsted
Køgevej, Ringsted
Næstvedvej, Ringsted
Odinsvej, Ringsted
Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk
Tjørnedalsvej, Slimminge, Ringsted
Vestervej, Ringsted