Ringsted Kommune har de seneste dage konstateret flere tilfælde af Corona-virus blandt beboerne i et af bo-afsnittene på Bengerds Huse. Det oplyser Ringsted Kommune i en pressemeddelse dags dato.


Bengerds Huse er et af Ringsted Kommunes bosteder for voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. På trods af flere initiativer for at hindre smitte med Corona-virus, er det desværre ikke lykkedes at hindre den smitsomme sygdom fra at ramme beboere på Bengerds Huse. Tre beboere er konstateret smittede, den ene er desværre afgået ved døden natten til torsdag. De to øvrige smittede er isolerede fra de øvrige beboere, og vil være det, indtil de er raske og der ikke længere er risiko for, at de kan smitte andre.

Bengerds Huse har tidligt været bevidste om, at mange beboerne tilhører risikogruppen for at udvikle komplikationer ved smitte med Corona-virus. Derfor blev der tidligt iværksat en række initiativer, for at undgå at smitten kunne komme ind på bostedet, men også for at undgå spredning, hvis der alligevel skulle opstå smitte, som der desværre er opstået nu. Der har derfor i nogen tid været helt lukket mellem bo-afsnittene på Bengerds Huse, så hverken beboere eller personale har haft kontakt på tværs af bo-afsnit. I bo-afsnittet, hvor de smittede bor, bor der i alt seks beboere. De resterende tre beboere udviser i øjeblikket ikke tegn på smitte.
Centerchef for Social- og Sundhedscentret Alice Morsbøl udtaler: ”Det er dybt ulykkeligt, at en af vores beboere er afgået ved døden som følge af Corona-virus, og mine tanker går til de pårørende, der nu står tilbage med tabet og savnet. Der er også mange pårørende til de øvrige beboere på Bengerds Huse, der nu – forståeligt nok – bliver bekymrede. Jeg kan sige, at vi på nuværende tidspunkt har fuldt overblik over situationen, og at vi gør alt, hvad vi kan for at hindre yderligere smitte med Corona-virus. Vi har tidligt sørget for, at der ikke er kontakt mellem bo-afsnittene på Bengerds Huse, hverken for personale eller beboere. Vi tror og håber derfor, at vi kan isolere smitten til det ene bo-afsnit, der nu er ramt.”

Bengerds Huse gør i øjeblikket alt, hvad de kan for at få testet beboere og personale for Corona-virus. Det er dog ikke muligt at få blive testet, så længe man ikke udviser symptomer, og det er derfor ikke muligt i øjeblikket at få testet alle.  Alice Morsbøl siger: ”Vi gør vores yderste for at få testet både beboere og personale, men de meldinger vi har fået er, at man i øjeblikket kun tester dem, der udviser symptomer, så i øjeblikket kan vi desværre ikke få testet alle.”

Personalet udviser stor forsigtighed.
Ringsted Kommune har forsøgt at forberede sig så godt som muligt på, at Corona-epidemien kunne ramme Ringsted. Det gælder både indsamling af værnemidler, rekruttering af personale, indretning af midlertidig isolationsafsnit og vejledning af personalet. Alice Morsbøl siger: ”Alle personaler har fået vejledning i brug af værnemidler. De er alle enormt påpasselige med at sikre, at de ikke selv bliver smittede og ikke risikerer at smitte andre. Vi gør alt, hvad vi kan for at sikre både borgere og vores personale de bedste betingelser. Men det er en smitsom sygdom, og vi må desværre konstatere – som man også har erfaret andre steder i verden – at der ikke er garantier, selvom vi gør alt, hvad vi kan.”