En ny landsindsamling i Røde Kors skal i gang. Det sker den 4. oktober 2015, og her er Røde Kors i Ringsted parat. Over 120 indsamlere har nemlig allerede meldt sig til her i byen.
Sidste år havde Ringsted 92 indsamlere, så stigningen tyder på, at byen er blevet mere opmærksom på hjælpearbejdet, og at borgerene har vilje og hjerte til at hjælpe andre i nød. Sidste år blev der indsamlet 78.000 kroner i Ringsted og næsten 20 millioner på landsplan. Pengene gik til jordskælvsofrene i Nepal, Ebola-epidemien i Vestafrika, hjælpearbejdet i Syrien og voldsramte kvinder i Danmark. Nogle af pengene sættes hvert år af til katastrofepuljen, så fonden altid har mulighed for at hjælpe, hvis en akut katastrofe sker.
Har man lyst til at deltage i den gode sags tjeneste, kan man ringe og tilmelde sig til Kirsten Henriksen på tlf.: 58263684. Eller man kan bare møde op den 4. oktober fra kl. 10.00-11.00 ved Ringsted Museum og Arkiv, hvorfra indsamlingen foregår.
Indsamlingsbøsser skal afleveres i Nordea på Ringsted Torv, hvor man også kan få fortalt hvor mange penge man har tjent til formålet.
Igen i år tildeler Nordea to gavechecks til en lodtrækning for børn mellem 0.-10. klasse. Røde Kors udsteder en præmie til det gymnasium i Danmark, der stiller med flest indsamlere. Lykkedes det gymnasiet at få 100 indsamlere, deltager man i lodtrækningen om en fest med Scarlet Pleasure og Patrick Dorgan. Stiller man med 50 indsamlere, deltager man i lodtrækningen om et besøg af Lågsus P3 med venner.
/Stine Amanda