Landinspektørfirmaet LE34 lancerer it-forretningen IT34. Efter opkøb af it-virksomhed samles kompetencer inden for it-rådgivning og -udvikling med kortdata i Ringsted.
IT34 er en ny it-forretning med afdeling i Ringsted, der er en del af landinspektørfirmaet LE34. Med kombinationen af it-infrastruktur, it-rådgivnings- og udviklingskompetencer samt kortdatakompetencer kan IT34 udvikle og levere avancerede it-løsninger i sin helhed. På kontoret i Ringsted kommer IT34 til at beskæftige 10 medarbejdere.
– Gennem de seneste år har it-delen fyldt en større og større del af LE34’s løsninger inden for Geografiske informationssystemer og kortdata. Nu samler vi LE34’s og Invodan IT’s it-kompetencer med traditionel it-infrastruktur og driftssupport og datahosting i IT34 A/S, siger forretningsansvarlig i IT34, Frank Rasmussen, og uddyber:
– Hidtil, når LE34 har udviklet konkrete it-løsninger til kunder, har andre leverandører typisk håndteret infrastruktur og driftssupport, men i IT34 tilbyder vi hele pakken, og vi vil derfor også være attraktive for kunder, der udelukkende har behov for klassiske it-løsninger.
Veletableret samarbejde
Frank Rasmussen og Sean Knowlton har indtil nu været direktører i Invodan IT, der har håndteret it og udvikling på blandt andet LE34’s it-projekter gennem de seneste syv år. Fremadrettet bliver Invodan IT en del af IT34.
– Det er et veletableret samarbejde, der fortsætter i IT34, men vores kunder kommer samtidig til at opleve os som endnu mere strømlinede og effektive, fordi vi er samlet i en og samme forretning, siger kundeansvarlig Sean Knowlton.
Flyvende start
Blandt de it-tunge løsninger, som LE34 har udviklet, der nu overgår til IT34, er appen SmartSurvey, der omdanner simple videoer til detaljerede 3D-modeller, og PointView, der udstiller data fra eksempelvis vejnettet med så høj præcision, at kommuner og ingeniører kan bruge dem til at projektere nye infrastrukturprojekter og vedligeholdelse af veje. Med softwaren PointView er det nemt at håndtere de enorme datamængder og foretage opmålinger direkte på en almindelig pc.
– Vi har allerede udviklet en række it-løsninger, som både offentlige og private kunder allerede har gavn af, så i den forstand tager vi en flyvende start. En af de løsninger, vi har udviklet meget på gennem de seneste år, er opgavestyring til kommunerne, som er en meget relevant kundegruppe for os, siger Frank Rasmussen.
– Mange danske kommuner bruger allerede appen Borgertip, der gør det nemt at indberette et hul i vejen eller et væltet træ til kommunen. Det har vi videreudviklet i systemet WorkDone, hvor opgaveløsning automatiseres, idet systemet ud fra givne regler for eksempel selv tager stilling til og prioriterer opgaver, uddyber Frank Rasmussen.