Vil du lære, hvordan du kan leve et fuldt og godt liv med angst og depression? PsykInfo holder foredrag på Ringsted Bibliotek tirsdag den 7. december, og arrangementet er gratis for alle.
Angst og depression er de mest udbredte psykiske sygdomme i Danmark, og hvis du ikke selv er ramt, kender du sikkert én eller flere, der er. Omkring hver femte dansker oplever nemlig symptomer på angst eller depression i større eller mindre grad i løbet af et helt liv.
Symptomerne kan være svære at slippe af med, og de kan være meget indgribende i ens liv og hverdag. Men angst og depression kan behandles effektivt, så man kan lære at leve et godt liv med sin sygdom.
Metoder som psykoterapi og medicin er velkendte behandlingsformer, men også oplysning om sygdommen til den angst- eller depressionsramte og inddragelse af pårørende er vigtigt for behandlingen og for at den syge kan komme sig. Alt det kan du høre mere om til foredraget med PsykInfo på Ringsted Bibliotek.
Til foredraget vil der være et personligt oplæg fra Christina, der er ambassadør for landsindsatsen ”En af os”. Sammen med resten af ambassadørerne hos ”En af os” arbejder hun for at oplyse danskere om psykisk sygdom med det formål at mindske diskrimination og udelukkelse af mennesker, der har eller har haft en psykisk sygdom. Der vil også være et fagligt oplæg fra psykolog Nina Reinholt, som er tilknyttet PsykInfo i Region Sjælland.
Tilmelding og billetter
Foredraget med PsykInfo i Anlægspavillonen tirsdag den 7. december kl. 19.00-21.30 er gratis for alle, men tilmelding via ringstedbib.dk er nødvendig. Foredraget er et samarbejde mellem PsykInfo, Region Sjælland og Ringsted Bibliotek.