Det er Grundtvig-år i år. For til september er det 150 år siden, at salmedigteren, præsten, forfatteren, højskolemanden m.v. N.F.S. Grundtvig døde, 89 år gammel.

”Men hans ånd lever endnu,” fortæller sognepræst Otto Lundgaard. ”Den gamle kæmpe er ikke til at drive ud af gudstjenesten, og selv i dag hører det mere til reglen end undtagelsen, at Grundtvigs salmer synges ved søndagens gudstjeneste.”

Tirsdag den 5. april bliver det en helt anden side af Grundtvigs lange liv og virke, der bliver fortalt og sunget om i Sct. Bendts Sognegård. For kl. 19.30 kommer skuespilleren AnnMari Max Hansen forbi til en sang- og fortælleaften under titlen ”Lidenskab for liv”.

”N.F.S. Grundtvig har altid stået som en lettere støvet, bleg figur i min bevidsthed,” fortæller AnnMari Max Hansen, men tilføjer: ”Ad uransalige veje fik jeg pludselig flere bøger om hans liv i hænderne og blev grebet af hans passion, ånd og kreativitet. Efter nogen tids studier stod denne mesterlige kæmpe pludselig lyslevende foran mig og nærmest kaldte på at blive bragt til live.”

I den forbindelse har skuespiller Ann-Mari Max Hansen skabt en fortælle-/sangaften om Grundtvig og de kvinder i hans liv, som førte ham ind i eksistensen.

Kvinderne i Grundtvigs liv, vi hører om, er bl.a. Constance Leth, Lise Blicher og Marie Toft. Når vi skal høre om dem, er det også for at fremhæve den sensuelle og lidenskabelige del af Grundtvig, hans passion for det levede liv, hans kampe, rystelser/nedbrud, troen, glæden, sangen og fællesskabet.

Der venter os en fin aften med fortælling, oplæsning, sang og fællessang, hvor AnnMari Max Hansen sætter lys på Grundtvigs kvinder og poesi.

Der tages 30 kr. i entré – og pengene går til sognets menighedspleje.

”Og man behøver ikke vide ret meget andet om Grundtvig, end at han har levet og sat sine aftryk,” fortæller Otto Lundgaard, ”for alle er meget velkomne. Sådan ville han selv have haft det.”

 

Pressefoto