Onsdag den 9. november 2022 kl. 11.00 udsætter Zoo København og Ringsted kommune larver af den sjældne bille; Grøn pragttorbist ved Haraldsted Sø.

Her har Ringsted Kommune gennemført en række tiltag for biodiversitet, og klargjort et areal i det skønne område, hvor gamle træer er blevet befriet for generende opvækst, således at der kan komme lys og varme til de større træstammer. I disse er der blevet savet huller, såkaldte veteraniseringer, som på sigt skal blive til nye levesteder for den flotte grønne bille. Indtil disse hulheder får lidt år på bagen, og dermed bliver attraktive for billerne at bo i, har tømrerafdelingen i Zoo fremstillet nogle store flotte redekasser, der skal fungere som midlertidige hjem for larverne. Der udsættes billelarver i redekasserne, og de vil så, hvis alt går som planlagt, dukke frem som smukke, nyforvandlede biller til sommer omkring Sankt Hans.

Kommer du forbi området til sommer, er der chancer for at blive en af de første, som opdager arten i denne udvidelse af dens leveområde. Grøn pragttorbist findes kun to andre steder i Danmark, og dyrene, der udsættes, er opdrættede i Zoologisk Have af dyr fra nærtliggende Allindelille.

Der er mulighed for at kigge forbi og følge arbejdet på dagen, hvor Ringsted Kommunes grønne guide vil være til stede og fortælle om projektet, ligesom dyrepassere og tømrer fra Zoo vil være tilstede.

Mødested: P-pladsen ved Det Gamle Traktørsted, Haraldstedvej 130, 4100 Ringsted den 9. november 2022 kl. 11.00.

Pressefoto