Chris Enghart er en dansk sangskriver, der i mange år slog sine musikalske folder på og omkring Nørrebro. For snart 3 år siden valgte den nu 37-årige fritidsmusiker dog mod forventning at skifte byens pulserende liv ud med de åbne himler og de evige horisonter i det midtsjællandske, da han flyttede til kollektivet på Eskildstrup Gods. Dermed kan han efterhånden betegnes som en af de lokale.

Søndag den 9. marts giver han koncert i Sneslev Kirke, i forbindelse med den årlige Indsamling til Folkekirkens Nødhjælp. Der er gratis adgang til koncerten, som Sneslev menighedsråd afholder alle udgifter til.

Til gengæld er håbet, at folk vil støtte Folkekirkens Nødhjælp og deres arbejde ude i verden i form af kontanter eller mobile pay. ”Vi samler sammen” er årets tema, og vi samler ind til mennesker ramt af krig og klimakatastrofer i blandt andet  Gaza , Ukraine og Zimbabwe.

Chris Enghart trækker musikalsk tråde til såvel 60’ernes melodiske rock- og folkscene (Beatles, Dylan og Cohen) som til 90’ernes og 00’ernes indie/rockbølge (Tim Christensen, Elliott Smith og C.V.).

I sine guitarbaserede sange har Chris Enghart med andre ord længe haft en forkærlighed for “den gode melodi”, hvor fingerspillet ofte har en hovedrolle. Det dansk- og engelsksprogede tekstunivers kredser hovedsagelig om de store universelle følelser som længsel, savn, håb og tro.

Der vil til denne støttekoncert blive spillet en blanding af originale numre og covers af velkendte kunstnere.

Koncerten finder sted i Sneslev Kirke, søndag den 9. marts kl. 15.00, og der er gratis adgang.

Pressefoto